BANGKOK: Da hærchef og general Prayuth Chan-ocha sidste år med tung mine satte sig til rette foran kameraet og på samtlige TV-kanaler fortalte, at han væltede Thailands demokratisk valgte regering og greb magten, gav han thaierne et løfte.

Generalen lovede at genoprette stabilitet og sikkerhed efter månedernes blodige protester, og samtidig ville han genskabe landets sammenhold efter års politisk konflikt.

Da Prayuth Chan-ocha – nu i rollen som juntaudpeget premierminister – gik på TV efter mandagens voldsomme bombeangreb, appellerede han igen til sammenhold. Men han måtte gøre det efter et af de værste bombeangreb i Bangkoks historie – og uden at kunne fortælle, hvem der havde slået til i hjertet af den thailandske hovedstad.

{embedded type="node/feeditem" id="37104856"}

Efter mere end et års militær tilstedeværelse i gadebilledet og anholdelser af politiske modstandere, åbenmundede kritikere og studenteraktivister, lignede militærjuntaen i går ikke nogen, der havde styr på sikkerheden. Mens kvinder med koste fejede glasskår op nær Erawan-helligdommen, hvor bomben mandag dræbte mindst 20 mennesker, mænd med pudseklude rengjorde udsmykningen omkring den firhovedede hinduistiske Brahma-statue, som mange af de dræbte og sårede var kommet for at bede til, og en mand i undertrøje og shorts spulede templets fliser med en haveslange, blev Bangkok i går rystet af endnu en bombe.

En granat blev affyret ved Saphan Taksin-broen over den store Chao Phraya-flod, der skærer sig gennem Bangkok, men den faldt i vandet, inden den eksploderede, og ingen kom noget til.

»Han er bombemanden«

Imens gik en menneskejagt i gang. Politiet offentliggjorde overvågningsbilleder af en mand i gul T-shirt, der efterlod en taske i Erawan-templet kort før eksplosionen mandag. Først var han mistænkt, men senere på dagen var polititalsmanden Prawut Thavornsiri mere bastant, da han talte med nyhedsbureauet AP.

»Fyren i den gule T-shirt er ikke bare den mistænkte. Han er bombemanden,« konstaterede talsmanden.

Tirsdag aften dansk tid slog Thailands nationale politichef, Somyot Pumpun­muang, så fast, at både udlændinge og thaier stod bag bombemassakren mandag:

{embedded type="node/feeditem" id="37097927"}

»Jeg kan nu oplyse, at ikke udelukkende udlændinge var involveret i eksplosionerne, men at der også må have været thaier involveret, thailandske borgere som i deres hjerter ikke har været thaier,« sagde han til avisen Bangkok Post.

Men Thailands junta var ikke kommet meget tættere på at kunne svare på et af de centrale spørgsmål, der rejste sig i de stille grupper af mennesker, der i går samlede sig rundt om den afspærrede Erawan-helligdom: Hvem – og hvorfor?

»Jeg er kommet for at se, hvad der er sket. Jeg vil vide, hvorfor nogen har sprængt en bombe,« sagde den 33-årige musiker Wutthichai Soodjid. Bag ham holdt glaspartiet i en Louis Vuitton-butik sig fast i shoppingcentret over for helligdommen, selv om ruderne var knust, og gennemhullet af hvad der lignede projektiler, der med trykket fra eksplosionen var blevet slynget over to fortov, seks vejbaner og en midterrabat og havde boret sig gennem glasset fra jorden helt op i andensals højde.

Rygter har fået frit løb

Omkring ham blandede thaier med tomme blikke sig med kamerafolk og shortsklædte turister med forvirrede smil.

Masako Nakayama – halvt japaner, halvt thai – og på et ugelangt ophold i Bangkok, var blandt dem med tomme blikke. Hun ville i går ikke tro, at gerningsmanden kunne være thai, for thaier har stor respekt for helligdomme, forklarede hun.

»Jeg er meget ked af det og bange,« sagde hun.

I fraværet af håndfast information har rygterne og spekulationerne fået frit løb i pressen og på de sociale medier. De thailandske myndigheder er fortsat åbne over for, at det kan være internationale grupperinger, der står bag, ligesom angrebet kan være relateret til Thailands interne konflikter. Prayuth Chan-ocha påpegede, at der også kan være tale om en person, der har handlet på egen hånd.

»Bomben er lige eksploderet, hvorfor spørger I nu? Forstår I ordet »efterforskning«? Det er ikke sådan, at der er nogen, der påtager sig ansvaret,« svarede premierministeren, der er kendt for sit temperament, da journalister ifølge avisen The Guardian spurgte ham, om myndighederne har sikre beviser endnu.

Thailands to konflikter

Spekulationerne har i fravær af konkrete spor især rettet sig mod de to interne konflikter, der i forvejen eksisterer i landet – to konflikter som begge for alvor blev blodige, da den tidligere premierminister, Thaksin Shinawatra, kom til magten i 2001 og splittede befolkningen mellem dem, der var for ham og dem, der var imod ham.

Mens en elite i Bangkok i alliance med militæret havde siddet på magten i årtier, indgik telerigmanden Thaksin en alliance med landets fattige og talrige risbønder i den nordøstlige Isaan-region. Med deres støtte og stemmer greb han magten, truede elitens økonomiske interesser, førte en brutal og blodig krig mod narko, høstede hård kritik fra menneskerettighedsorganisationer og sendte for første gang i Thailands historie pengestrømme til den fattige region, hvor en tredjedel af befolkningen bor.

Militæret satte en stopper for Thaksins direkte magt og truslen mod dets interesser i 2006, da han blev væltet ved et militærkup, men i stedet for at stoppe Thaksins indflydelse i thailandsk politik, blev det startskuddet til foreløbigt ni års politisk konflikt mellem hans støtter, rødskjortebevægelsen, og eliten og middelklassen i Bangkok, der var blevet utrygge ved Thaksins autoritære træk. Men selv om blodige demonstrationer, granatangreb og skyderier har været jævnlige bestanddele af konflikten, har der ikke været noget, der minder om mandagens blodige angreb.

{embedded type="node/feeditem" id="37107782"}

Bombeangreb og skyderier er til gengæld talrige i Thailands tre sydligste provinser, der er lukket for turister og domineret af militære checkpoint. Separatister i de tre provinser med muslimsk befolkningsflertal har i mere end et årti forsøgt at løsrive sig fra den buddhistiske, thailandske stat. Men selv om talrige forsøg på fredsforhandlinger er slået fejl, har bombeangrebene hidtil været begrænset til de sydligste provinser, og general Udomdej Sitabutr, der blev hærchef efter Prayuth Chan-ocha, påpeger, at mandagens angreb ikke matcher det mønster, der kendes sydfra.

Mens motiv og gerningsmænd i går stadig var ukendte, fordømte Thaksin Shinawatra angrebet fra sit selvvalgte eksil, ligesom juntaen og en række regeringer verden over gjorde det. Det samme gjorde folk ved Erawan-helligdommen.

Her dukkede Sichai Chuenkamon op i lyseblåt arbejdstøj.

Den ældre herre var taget direkte fra arbejde til helligdommen og stod stille på den anden side af afspærringerne, hvor politifolkene og soldaterne i skudsikre veste stod opmarcheret.

»Den person, som har gjort dette, er forfærdelig. Man bør ikke gøre sådan noget. Han dræbte folk. Alle bør protestere mod sådan en person. Vi håber, det aldrig sker igen,« sagde Sichai Chuenkamon, før han stilfærdigt gik fra stedet.