Den thailandske forrige premierminister Yingluck Shinawatra er, ifølge CNN, for to uger siden flygtet fra Dubai til London, hvor hun har søgt politisk asyl.
I onsdags blev Shinawatra dømt i retten in absentia for magtmisbrug i et kontroversielt risstøtte-program, som angiveligt har kostet landet milliarder af dollars.
Yingluck Shinawatra startede sin karriere i erhvervsbranchen og var direktør for både telekommunikationsfirmaet AIS, som hendes bror har grundlagt og for ejendomsfirmaet SC Asset, som hendes familie ejede.
Før Yingluck Shinawatra pludselig stillede op som spidskandidat for partiet Pheu Thai havde hun aldrig involveret sig I politik. Derfor lød der også mange kritiske røster om, at hun uden erfaring bare valsede ind på tronen, fordi hun var den tidligere premierminister, Thaksin Shinawatras, søster. Men hun vandt thailændernes hjerter under sin valgkamp med løfter om at hjælpe de svage og fattige i samfundet, ligesom hendes bror havde gjort. Og ved valget vandt hun ved en overbevisende jordskredssejr.
Shinawatra blev væltet i 2014 under et militærkup, og blev af samme militær anklaget i risstøtte-sagen. Retssagen begyndte i 2015, og i de sidste to år har Shinawatra insisteret på at blive i Thailand under hele retssagen og modtage sin dom. Hun har hele tiden hævdet, at hun kun har handlet med integritet og ærlighed i sin tid som premierminister. Shinawatra valgte dog alligevel at flygte til Dubai, inden der faldt dom i sagen. Men hun skulle altså nu befinde sig i London.
Risstøtte-programmet, som hele sagen startede med, blev introduceret i 2011 og går ud på, at landmænd skulle have langt over markedsprisen på deres afgrøder. Kritikken lød på, at regeringen forsøgte at vinde stemmer blandt de mange vælgere i landdistrikterne, men at der ikke bare blev spildt enorme mængder penge på at købe de dyre afgrøder, regeringen stod også tilbage med uendeligt meget ris, som den ikke kunne sælge videre uden at miste penge.
Historien må næsten føles som et deja-vu for Shinawatra-familien. Thaksin Shinawatra, Yingluck Shinawatras bror, var en af landets mest indflydelsesrige og magtfulde personer i thailandsk politik. Også mange år efter, han stoppede som premierminister, påvirkede han gennem sin søster det politiske landskab fra eksil.
Han startede sin karriere i politiet og studerede ligesom sin søster en master i USA. Da han vendte hjem til Thailand startede han et telekommunikationsimperium, som blev yderst succesfuldt og har gjort ham til milliardær.
Siden blev han den første thailandske premierminister til at gennemføre en hel periode i førersædet, og var enormt populær især blandt de fattige i samfundet.
De fattigere vælgere var vilde med hans fokus på billig medicin og gældsnedsættelse – og så havde han en afsky overfor Bangkoks elite, som også gjorde ham populær blandt underklassen.
Erhvervsbranchen var også en stor støtte, fordi Thaksin som den første kørte landet lidt ligesom en virksomhed – og fik imponerende økonomiske resultater for Thailand.
Efter mere end fem år ved magten blev han ligesom sin søster væltet ved et militærkup og anklaget for magtmisbrug og korruption. Det var hans families beslutning om at sælge deres del af et af Thailands største telekommunikationsgrupper, Shin Corp, der berigede familien med 1.9 milliarder dollars – men også blev hans fald fra magten. Mange thailændere mente, at Shinawatra-familien ikke havde betalt skat af beløbet og flere protester og demonstrationer mod familien begyndte.
Højesteretsdomstolen beslaglagde 1.4 milliarder af pengene, Thaksins finansielle midler blev frosset, og han blev nødt til at sælge sin store andel i det engelske fodboldhold Manchester United. Derefter flygtede Thaksin til Dubai – ligesom hans søster skulle vise sig at gøre knap ti år senere.
I dag bor de to Shinawatra-søskende formentlig I henholdsvis Dubai og Storbritannien.
Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Asien