Ludomaner er dårlige pokerspillere. Når de ofte sidder tilbage med en gæld på flere hundrede tusinde kroner eller mere, skyldes det ganske enkelt, at de har en tendens til at fejlvurdere sandsynligheden for gevinst og spiller videre med kort, der er så elendige, at mulighederne for at vinde i det lange løb er forsvindende små.

Det fremgår af en undersøgelse fra Forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitetshospital, der har udviklet en test, som kan opdage personer med ludomani blandt pokerspillere.

Testen skal i første omgang bruges til at få ludomaner til at erkende, at de har et problem og har brug for at gå i behandling. Men metoden åbner også mulighed for på sigt at spotte pokerspillere med ludomani blandt spillere på internettet, hvor poker bliver stadig mere udbredt.

»Ludomaner er overoptimistiske både i deres vurdering af sandsynligheden for at vinde og i valget af hænder, de vælger at spille. Ofte ved de godt, at de spiller en dårlig hånd, men de tager chancen. De er mere impulsive end andre pokerspillere,« siger psykolog Jakob Linnet, der er leder af forskningsklinikken, som også behandler personer med ludomani.

Stensikker metode

Undersøgelsen er publiceret i det internationalt anerkendte tidsskrift Journal of Gambling med afsæt i en test, hvor en gruppe af erfarne pokerspillere og en gruppe af diagnosticerede ludomaner blev bedt om at spille 50 udvalgte hænder.

Testen gør brug af viden om tankemæssige fejlslutninger blandt pokerspillere med ludomani, og ved hjælp af en statistisk model viste det sig, at forskerne med 100 pct. nøjagtighed kunne skelne pokerspillere med ludomani fra øvede pokerspillere, der ikke havde ludomani.

For ludomanerne har det vist sig at være en meget chokerende oplevelse, når de er blevet præsenteret for resultaterne af undersøgelsen. Der opstår ifølge Jakob Linnet ofte en stor stilhed, hvor de pågældende har haft brug for at sidde og sunde sig.

»Et eller andet sted ved de godt, at de er dårlige, for gode pokerspillere opbygger jo ikke en spillegæld på flere hundrede tusinde kroner, som mange af ludomanerne har. Men når de sidder i situationen, har de alligevel haft en oplevelse af, at de er enormt gode. Når vi så sort på hvidt kan vise, at det er de altså ikke, kan det være meget provokerende og lidt af en øjenåbner for dem,« siger Jakob Linnet.

Danske Spil vil takle problemet

Antallet af pokerludomaner er steget kraftigt i takt med, at spillet er blevet stadig mere udbredt på internettet og udgør i dag en større andel af de patienter, som går i behandling for ludomani.

Liberaliseringen af spillemarkedet herhjemme ventes yderligere at få interessen for internetpoker til at stige. Danske Spil kommer således fra årsskiftet også med på pokervognen, efter at markedet hidtil har været domineret af udenlandske selskaber.

Og i Danske Spil er meldingen, at man vil være åbne for at bruge redskaber som f.eks. testen fra Forskningsklinikken for Ludomani til at forebygge ludomani.

»Ingen i spilbranchen har nogen interesse i, at nogen bliver ludomaner. Det er et grimt fænomen. Derfor vil vi selv samarbejde med en psykolog om en ludomanlinje og følge arbejdet på klinikken i Aarhus med største interesse. Især hvis der kan udvikles brugervenlige redskaber, som man kan få spillerne til frivilligt at vælge at bruge,« siger informationschef Thomas Rørsig.