SVERIGE: En 32-årig svensker, som i sidste uge blev anholdt i Göteborg, mistænkt for at have begået terrorhandlinger i Syrien, er blevet løsladt.

Manden blev ellers varetægtsfængslet efter grundlovsforhør, men han ankede afgørelsen til en appeldomstol, som nu har valgt at slippe ham fri.

Begrundelsen er ifølge SVT, at den 32-årige har helbredsproblemer i form at et handicap, som betyder, at han ikke vil kunne påvirke efterforskningen, selv om han er på fri fod. Manden har fået forbud mod at forlade Göteborg, og svensk politi har konfiskeret hans pas.

En anden svensk mand på 30 år blev anholdt og varetægtsfængslet sammen med den 32-årige. Han nægter sig skyldig, men har endnu ikke anket afgørelsen om varetægtsfængsling. Man afventer foreløbig efterforskningen, fortæller mandens forsvarsadvokat.

De to mænd er helt konkret mistænkt for at have lavet terror og begået drab i Syrien, som de i 2013 rejste til for at kæmpe i borgerkrigen.

En 26-årig mand er også mistænkt i sagen, men politiet ved ikke, hvor han opholder sig.