Danskerne stævner ud mod nye – og samtidig gamle – horisonter, når de skal på ferie i år. Udviklingen begyndte allerede sidste år, da en af de absolutte danskerfavoritter stod i økonomisk kaos til knæene. Og i år har flygtninge og terrorister skubbet yderligere til udviklingen.
Derfor er rejsebranchen lige nu vidne til en af de største ændringer i danskernes rejsemønstre. Tyrkiet og Grækenland er ude i et frit fald fra at være danskernes foretrukne feriedestinationer, og især Spanien med Mallorca og Ibiza i spidsen kan glæde sig over at se danskerne vende tilbage i antal næsten som i de gode gamle dage med grisefester, som en kilde i rejsebranchen siger.
Fredag eftermiddag er Benedikte Ortvald da også inde i Startours afdeling på Rådhuspladsen i København for at forhøre sig om mulighederne til Mallorca. Den rutinerede rejsende er egentlig ikke afskrækket af hverken flygtninge eller terrorisme, som hun oplevede på nærmeste hold i Istanbul sidste år.
»Jeg ville overveje Istanbul, hvis jeg ikke lige havde været der sidste år. Og jeg ville også stadig tage til Grækenland, hvis jeg havde været interesseret. Jeg synes, det ville være lidt hysterisk at lade sig afskrække af flygtninge, så det ville ikke holde mig tilbage,« siger hun.
Kun forholdene i Egypten kan afholde hende fra at rejse dertil – både fordi terrorismen har været rettet direkte mod turister, og fordi hun ikke vil støtte landets politiske styre.
Selv om turisterne kan have forskellige årsager til deres valg af rejsemål i år, så kan søgemaskinen Travelmarket konstatere, at tidligere var sommerferiedestinationer som Grækenland og Tyrkiet de mest populære, mens det ud fra antallet af søgninger nu forventes, at Spanien i år bliver danskernes foretrukne rejsemål med Mallorca helt i top. Adm. direktør Ole Stouby fra Travelmarket oplyser, at antallet af søgninger til Tyrkiet og Grækenland i år er faldet med ca. 20 procent i forhold til 2015. Ligeledes er det uroplagede land Egypten, der tidligere var en stor sommerdestination for danskere, hårdt ramt – både i form af, at rejsebranchen udbyder færre rejser end tidligere og i form af voldsomt faldende interesse.
I stedet er søgninger til Spanien øget med 20 procent, ligesom søgninger til lande som Italien, Portugal, Malta og Kroatien er steget i nogenlunde samme niveau.
I Startour bekræfter pressechef Nikolai Johnsen udviklingen:
»Totalt forventer vi, at der bliver solgt det samme antal rejser som i de seneste år. Men der er sket meget store skred i, hvor folk rejser hen i år,« siger han.
Især Tyrkiets turistindustri kan se frem til et hårdt år, oplyser han.
»Vi har set mindre interesse for rejser til Tyrkiet, og de er i forvejen hårdt ramt af mangel på russiske turister, som ikke må rejse til landet på grund af konflikten mellem de to lande,« siger han.
Årsagen til den kølnede danske interesse er åbenlyst sikkerheden efter et antal terrorangreb.
»Kunder spørger ind til sikkerhedssituationen, men efter en snak føler en del sig trygge og rejser alligevel. Vi fortæller, at historierne i medierne handler om ting, der sker ved den syriske grænse 1.000 kilometer væk fra feriedestinationerne eller i storbyerne,« siger Nikolai Johnsen.
Men udenrigsministeriets rejsevejledning er ikke just en reklame for en ferierejse.
»Der er en stor risiko for terrorangreb i Tyrkiet, herunder mod turister og andre rejsende. Konflikterne i henholdsvis Syrien og Irak samt konflikten mellem kurdiske militante grupper og tyrkiske sikkerhedsstyrker har skærpet sikkerhedssituationen i Tyrkiet. Samtidig er truslen mod turistmål øget væsentligt i løbet af 2016,« indledes ministeriets netop opdaterede vejledning.
Grækenlands turister risikerer mere at blive skæmt væk af skrantende økonomi og synet af flygtning. I 2015 var der frygt for, at turister ville blive ramt af den græske gældskrise, der ikke var afklaret i begyndelsen af sommeren. Og i år modtager flere græske øer bådflygninge, hvilket Spies direkte har adresseret i en annonce. Heri opfordres turisterne til at komme til en af de mest belastede øer, Lesbos, fordi det støtter den lokale økonomi og dermed flygtningene.
»Turismen er faldet 80 procent på øen. Men annoncens effekt blandt kunderne er meget positiv. Flyet på søndager nu udsolgt, mens der var 20 tomme pladser sidste søndag,« fortæller kommunikationschef i Spies Torben Andersen.
Samtidig har Spies givet gæster til Lesbos lov til at tage ti kilo lokalt producerede varer med hjem, samt 20 kilo bagage med derned – med en opfordring til at tage ris og pasta med til de nødlidende.
På trods af annoncens positive effekt forventer Spies at tabe i omegnen af en million kr. på Lesbos i år. Men det er vigtigt for Spies at fastholde det mangeårige samarbejde med blandt andet de små lokale hoteller.
De spanske rejsemål er blandt dem, som danskerne nu foretrækker. Konkret er Startours salg til Ibiza vokset med 50 procent i forhold til sidste år, mens der er solgt 10-15 procent mere til Mallorca. Dertil kommer Cypern som en ny højdespringer med en fremgang på 30-40 procent.
