Hvis det uhyggelige skrækscenarie skulle ske, at der sprænger en bombe i Danmark i forbindelse med et terrorangreb, er det ikke kun selve terrormålet, der jævnes med jorden.
Også forsikringsselskaberne risikerer at blive økonomisk pulveriseret, hvis ikke selskaberne formår at forsikre sig tilstrækkeligt mod såkaldt konventionel terror, som f.eks. en bilbombe. Det skriver Finanswatch.
Mens forsikringsselskaberne netop afsluttet en dyr genforsikringsaftale mod terrorangreb, der dækker såkaldt NBCR-terror – dvs. nuklear, biologisk, kemisk og radioaktiv terror, så ser Topdanmark gerne, at man laver en tilsvarende pool, hvor forsikringsselskaberne kan deles om udgifterne til genforsikring for konventionel terror.
”Men det har vi ikke kunnet få lov til. Der er nogen, der mener, at det er konkurrenceforvridende, hvis vi lavede en pool for konventionel terror. Så mener man ikke, at der er priskonkurrence på terror. Jeg mener lige det modsatte,” siger direktør for genforsikring i Topdanmark Jens Ellborg til Finanswatch.
Forsikringsselskaberne har gennem genforsikringsaftalen ved kemiske terrorangreb forsikret sig for op til 4,5 mia. kr., mens de selv dækker yderligere 500 mio. kr., hvis det ulykkelige skulle ske. Overstiger skaderne fem mia. kr., træder en statsgaranti på efterfølgende 15 mia. kr. i kraft.
Ifølge Finanswatch tæller Terror-poolen alle forsikringsselskaber, der tilsammen betaler 47 mio. kr. om året for genforsikringen, som fordeles efter markedsandele.