»I mange år har man talt om »den danske syge«. Nu kan vi se, at vores anstrengelser bærer frugt med en stor fremgang på indtjeningen - nemlig 81 millioner, den højeste vækst i indtjeningsmargenen (EBITDA) i hele Telia-gruppen og 60.000 flere kunder. Det er ganske tilfredsstillende i et marked som dette.«

Telia Danmarks administrerende direktør, Søren Abildgaard, er godt tilfreds efter at have sat punktum for 2013 med årsregnskabet, som kom torsdag morgen. Alene i årets sidste tre måneder har Danmarks tredjestørste teleselskab, Telia, fået 25.000 flere kunder, de fleste af dem med fast månedsabonnement, og har dermed rundet halvanden million mobilkunder.

Dermed er »den danske syge« ved at fortage sig - nemlig den betegnelse, som den internationale mobilverden har hæftet på den ualmindeligt hårde priskonkurrence i Danmark.

4G og Spotify trækker

Det er især Telias hårde satsning på de nye 4G-/LTE-supermobilnet med datahastigheder, der er fem-ti gange højere end på 3G-mobilnettene, der tæller, ligesom også Telias flerårige samarbejde med den svenske musiktjeneste Spotify giver pote.

»Vi nyder igen godt af vores netværk og har fået en god balance mellem de billigere produkter med kun 3G og ingen musik på CallMe (Telias lavprismobilselskab, red.) og så de lidt dyrere produkter med 4G og Spotify hos Telia. Faktisk kan vi se, at dataforbruget på mobiltelefoner - altså ikke mobilt bredbånd eller tavlecomputere - er fordoblet hen over 2013. Det viser, at folk har brug for hurtige dataforbindelser, og dér kan vi levere. Netflix, HBO og YouTube trækker rigtigt meget, og her er budskabet om et hurtigt mobilnet heldigvis trængt igennem,« siger teletopchefen.

Oktober-december-kvartalet viste godt nok et faldende driftsresultat i forhold til juli-september, men på årsbasis er Telia gået frem.

Mindre kundefrafald, større forbrug

»Det er en kombination af et godt salg og en nedbringelse af kundefrafaldet, som for et år siden lå på 48 procent og nu er nede på 39. Uden den indsats havde det været en noget flad udvikling,« siger han til Berlingske.

Alle teleselskaberne har en stor udskiftning, som de anstrenger sig meget for at få bragt ned.

Renset for de prisstigninger, som i 2013 kom på opkald mellem teleselskabernes mobilnet, er det gennemsnitlige forbrug pr. mobilkunde hos Telia steget med en krone.

»Jeg kan simpelt hen ikke huske, hvornår det senest er sket,« siger Søren Abildgaard.

Også Telias erhvervssalg går frem.

Det har taget længere tid end ventet

Samtidig er det lykkedes at holde omkostningerne nede, uden at der er pillet ved medarbejdertallet, som fortsat ligger lige under 1.100.

»De faste omkostninger er faldet med 13 procent i 2013. I oktober 2012 strømlinede jeg organisationen, og da tog vi en del mennesker ud. Samtidig er IT-omkostningerne bragt ned. Jeg vil nødig spare på marketing og subsidier (tilskud til telefoner, red.) - dér skal vi være konkurrencedygtigt. Og i slutningen af 2014 og begyndelsen af 2015 kommer den gode virkning af TT-nettet, som Telia og Telenor er sammen om. Dermed bliver nye master til halv pris,« siger Søren Abildgaard med henvisning til, at Telia og Telenor da vil være færdig med at lægge deres mobilnet i Danmark sammen og kunne dele regningen fremover.

27. januar havde Søren Abildgaard siddet i chefstolen i tre år. Han overtog roret efter Jesper Brøckner med den klare opgave at rette Telia Danmark op.

»Det har været en lang tur. Den turnaround, som jeg dengang troede ville tage fire-fem kvartaler, har taget syv, inden vi kunne se de første indikationer på fremgang. Nu er det så gået den rigtige vej i et helt år. Det er en fornøjelse,« siger Telia-topchefen, som glæder sig til at se konkurrenternes regnskaber i de kommende uger.