Telia afviser at føre aktuelle forhandlinger om at overtage TDC, sådan som rygterne cirkulerede tidligere mandag.
»Telia Company bekræfter, at vi som led i et strategisk gennemsyn af vores position i Danmark har undersøgt vores forskellige muligheder, som har indbefattet et muligt opkøb af TDC. Telia Company bekræfter, at vi i øjeblikket ikke er inde i drøftelser med TDC,« skriver den svensk-finske telegigant i en officiel udmelding.
Den kommer, efter at den svenske finansavis, Dagens Industri, tidligere mandag skrev, at Telia stadig er interesseret i at overtage TDC og derfor i sidste uge har forhandlet - angiveligt med et tilbud om at lægge 60 milliarder kroner for sin langt mindre, danske konkurrent.
De 60 milliarder kroner er næsten dobbelt så højt som det, de tre danske pensionskasser ATP, PFA og PKA sammen med den tidligere ejer af Københavns Lufthavne, australske Macquire, tilbød i en såkaldt indikativ henvendelse.
Telias topchef deltog i forhandlinger
Ifølge den svenske avis' kilder førte Telias topchef, Johan Dennelind, i sidste uge indgående diskussioner med TDCs bestyrelse. Samtalen handlede om et bud fra Telia på TDC - en handel, som skulle være 80 milliarder svenske kroner (60 milliarder danske) værd.
Den svenske stat ejer sidder på 37,3 procent af aktierne i Telia og er storaktionær i selskabet.
Johan Dennelind oplyste for et år siden, at Telia havde set på TDC men havde afvist mulighederne for at købe op, fordi risikoen og prisen var for høj. Om den nye udmelding fra Telia-koncernen betyder, at Telia faktisk har forhandlet i sidste uge men blot ikke gør det nu og dermed ikke står bag dagens nye tilbud, er uvist.
De 80 milliarder svenske kroner indikerede, at Telia, som er Nordens største teleselskab, vil være interesseret i også at overtage MTG Nordics med TV3, Viasat og Viaplay-streamingtjenesten, som TDC 1. februar offentliggjorde at ville købe for 15 milliarder kroner, fortrinsvis betalt i TDC-aktier.
Hvis Telia skulle købe TDC, vil Telia samtidig skulle sælge sin egen danske forretning. For tre år siden forsøgte Telia og Telenor at fusionere i Danmark, men fusionen blev afvist af EU-Kommissionen, som frygtede, at konkurrencen ville blive hæmmet. Telia har i mellemtiden fået langt flere penge i koncernpengekassen og vil derfor kunne byde mere, end hvad pensionskasserne og Macquarie kan.
Formand advarer mod opsplitning
TDCs bestyrelse trak dog tilbuddet tilbage, efter at TDCs bestyrelse havde modtaget et nyt tilbud om at overtage samtlige aktier i den danske koncern, som er landets største på alle fire områder: mobiltelefoni, fastnettelefoni, TV og internetforbindelser.
Det står ikke klart, hvem der står bag det nye bud. Det kan komme fra pensionskasserne, fra en kapitalfond, som også tidligere har budt på TDC, fra Telia eller fra et andet teleselskab i Europa.
Pensionskasserne og Macquarie har understreget, at de ikke er interesseret i MTG men satser på den infrastruktur - altså TDCs mange net -, som TDC er størst på. TDCs bestyrelsesformand, Pierre Danon, sagde i et interview med Berlingske, at han stærkt vil fraråde, at man forsøger at splitte TDC op, således at selskabet satser på at være leverandør af selve infrastrukturen, altså forbindelserne ud til kunderne, i modsætning til TDCs plan med MTG, som skulle ændre telekoncernen til at blive en underholdningskoncern.
