Telenor: Vi er ikke bange for fremtiden
Trods tilbagegang i 1. kvartal ser Danmarks næststørste teleselskab optimistisk på fremtiden.
Trods tilbagegang i 1. kvartal ser Danmarks næststørste teleselskab optimistisk på fremtiden.
»Vi er ikke bange for fremtiden, uanset hvad der sker.«
Finansdirektør hos Danmarks næststørste teleselskab Telenor, Henrik Skov, er optimist trods et umiddelbart sort regnskab for årets første tre måneder, hvor Telenor er gået tilbage på alle linier og har mistet 21.000 mobilkunder.
»Ja, vi går tilbage på indtjeningen, og isoleret til dette kvartal og den nuværende markedssituation har jeg da grund til bekymring. Men vi har sat mange tiltag i værk for at komme godt videre i 2012 og 2013, så fremadrettet ser vi positivt på situationen. Vi har en god sikkerhed for, at vi står stærkt i konkurrencen,« fastslår han over for Business.dk.
Et resultat som forventet
Sidst i marts aftalte Telenor at udlicitere sin kundeservice fra september, og den igangsatte sammenlægning af Telenors mobilnet med Telias vil også på længere sigt sikre større besparelser for den norskejede telekoncern, der hører til blandt verdens ti største teleselskaber.
»Hverken kundeserviceaftalen eller netværkssammenlægningen slår igennem på første kvartal, men markedsforholdene taget i betragtning er vi godt tilfredse med at nå en indtjeningsmargen på 20 procent. Vi er landet som forventet på indtjeningen og er nået til en form for stabilisering. Indtjeningsmargenen på 20 procent er rigtigt nok faldende, men faktisk har vi formået at få organisationen tilpasset, og vi gør rigtigt meget for at effektivisere. Det er også nødvendigt,« siger Henrik Skov.
Telenor: Det, vi gør, virker
Telenors lavprismobilselskaber, CBB og Bibob, er i de forgangne måneder blevet pudset op i markedsføringen, og Telenor åbner netop nu for højere hastigheder på data over mobilnettene.
»Nettet bliver nu opgraderet til 32 megabit i sekundet. Det er rigeligt til alle på mobilt bredbånd. Folk efterspørger en stabil og fornuftig forbindelse, hvortil der er adgang overalt. De har ikke behov for 100 megabit ét sted og langt mindre et andet. Telenor som mærke er meget fokuseret på familierne, og de små spillere, CBB og Bibob, står stærkt. Vi har godt fat i kunderne, og de synes godt om varemærkerne, så det, vi gør i hverdagen, virker. Der er ikke behov for at opfinde nye ting af større karakter. Vi har mobilt bredbånd, telefoniprodukter og avancerede løsninger til erhvervslivet, som ønsker at køre rent mobilt. Så i forhold til det, vi kan se, at kunderne efterspørger, er vi godt rustet,« mener Henrik Skov.