Telebølle sælger igen til TDC
Serieiværksætteren Frank Rasmussen, som gang på gang har vendt op og ned på det danske telemarked med sine utraditionelle tiltag som Telmore og Bibob, har igen solgt et selskab - inden der er en eneste kunde om bord.
Serieiværksætteren Frank Rasmussen, som gang på gang har vendt op og ned på det danske telemarked med sine utraditionelle tiltag som Telmore og Bibob, har igen solgt et selskab - inden der er en eneste kunde om bord.
Manden bag lavprismobilselskaberne Telmore, Bibob og en række andre tiltag, der har ændret den danske mobilverden, serieiværksætteren Frank Rasmussen, har gjort det igen: Solgt endnu et af sine selskaber til TDC.
TDC har ifølge Børsen lagt et stort, tocifret millionbeløb for at overtage halvdelen af den fanden-i-voldske Frank Rasmussens godt et år gamle telesoftwareselskab Justfone, hvis idegrundlag ikke som tidligere er at kæmpe på prisen men derimod på smarte funktioner, som danskerne ikke skal kunne undvære. Det er f.eks. en køfunktion eller at begrænse børns mulighed for at ringe eller skrive SMS-beskeder til andre end forældrene i skoletiden.
Folk vil gerne betale
Justfone har endnu ikke taget kunder ind.
»Ingen har forstået, at kunderne måske rent faktisk har nogle behov, de gerne vil betale for. Forbrugernes tid er meget mere værd end prisen på en datapakke,« siger Frank Rasmussen til Børsen.
Frank Rasmussens karriere i televerdenen begyndte med stiftelsen i oktober 2000 af Telmore, som var det første til at indføre selvbetjening med tank-op over Internet. Det skabte så megen ravage, at TDC i januar 2004 købte Telmore for 229 millioner kroner. Siden hyrede TDC ham til at stå i spidsen for et internationalt samarbejde med stifteren af EasyGroup, Stelios Haji-Ioannou, om at etablere en europæisk EasyMobile-kæde. Det blev derimod en fiasko med skænderi for åbne døre, hvor TDC smed Frank Rasmussen ud.
Fokus på at sælge datapakker
I stedet startede han lavprisselskabet Bibob, som Telenor købte i maj 2009 for 93 millioner kroner. Straks derefter kastede Frank Rasmussen sig over at producere betalingssystemer til mobilbranchen i selskabet MVNO Systems, som Telenor også købte i maj 2011.
Den danske telebranche har gennem flere år arbejdet ihærdigt på at få bremset den udmarvende priskrig, som har kostet selskaberne milliarder af kroner, og i stedet få danskerne til at betale for det dataforbrug, som ses som fremtidens indtægtskilde.