Danmarks største teleselskab, TDC, har skrevet kontrakt med den svenske netværksgigant Ericsson om at stå for det kommende supermobilnet, som fra næste år skal rulles ud i Danmark.

Det nye mobilnet bygger på LTE-teknologien og vil sikre meget højere datahastigheder, så det i praksis bliver muligt at se TV, film og andre direkte leverede tjenester over mobilforbindelsen. Nettet gør klar til de tider, hvor alt udstyr forventes at kunne gå på nettet: kameraer, musikafspillere, biler og sågar elektricitetssnet.

Ericsson forventer, at der i 2020 vil være 50 milliarder ting og mennesker koblet på nettet.

Første store ordre

Ericsson skal både levere og administrere TDCs kommende supermobilnet. De to selskaber arbejder allerede tæt sammen.

Ordren er Ericssons første på et fuldt LTE-net. Ericsson har i forvejen kontrakter på området med Telia i Sverige og Norge samt MetroPCS i USA, hvor svenskerne er hovedleverandører.