»Bredbåndsforbindelsen er livslinen fra os til kunden. Derefter skalerer vi op og leverer flere og flere tjenester.«
Sådan beskriver TDCs topchef, Carsten Dilling, den strategi, som landets største teleselskab har haft succes med for at skaffe flere - og mere solide - kunder, som først køber en internetforbindelse og siden udvider den med andre TDC-produkter.
Derved vinder TDC igen på at kunne levere »the full Monty«, altså både bredbånd, TV, fastnet- og mobiltelefoni i én samlet pakke. TDC er Danmarks største leverandør på alle områderne.
Konkursbo gav godt
»Vi oplever ekstremt positive takter i bredbåndssalget. Med udgangen af marts havde vi 33.000 flere bredbåndskunder end for et år siden, og det er meget vigtigt for os,« siger koncernchefen til Berlingske.
Hugger I dem fra andre, eller sælger I bredbånd til de af jeres kunder, som ikke havde det i forvejen?
»Det er en kombination. Men jeg gætter på, at omkring en tredjedel af fremgangen kom fra Skyline (det jyske bredbåndsselskab, som sidste år gik konkurs, red.). Da tog vi pænt for os af retterne. Men også gennem vore Home Trio-produkter (bredbånd, TV og telefoni i én pakke fra TDC, red.) og fra YouSee, hvor der har været kraftig vækst, vinder vi. Selvfølgelig mærker vi konkurrencen fra bl.a. fibernettene, og selvfølgelig er det irriterende. Men er det meget afgørende? Ikke endnu. Med et plus på 33.000 kunder kan vi ikke brokke os,« siger Carsten Dilling, som glæder sig over, at bredbåndskunder samtidig sikrer TDC en mere stabil indtjening.
Boligforening forsvandt med 15.000 husstande
Kabel-TV-selskabet YouSee, som TDC ejer, og som er Danmarks største af sin art, har dog mistet kunder. En stor boligforening i Sønderjylland på omkring 15.000 husstande meldte sig under andre faner.
»Men det kommer vi os over. Der er andre måneder, hvor det så lykkes at vinde andre boligforeninger med 10.000-20.000 medlemmer,« siger Carsten Dilling.
YouSee, som op til jul fik udvidet forretningen, da lavprismobilselskabet Onfone blev lagt ind under YouSee, har ikke formået at suge nye kunder ind med en støvsuger, efter at netfilmtjenesten YouBio åbnede i efteråret.
Vil ikke ud med YouBios kundetal
»Det går rigtigt godt med YouBio, hvor man både kan købe abonnement og leje film og TV-serier enkeltvis. Det er helt tydeligt, at film- og serieforbruget via netforbindelsen er kommet for at blive, og det giver os en enorm mulighed, at vi ikke som hidtil er bundet til de 1,5 millioner husstande, der har TV-kabler, men nu via en almindelig internetforbindelse kan komme ud til alle, også på deres tavlecomputer og mobiltelefon,« siger Carsten Dilling.
Hvor mange kunder har YouBio så fået?
»Vi offentliggør ikke kundetallene af konkurrencemæssige årsager. Vi er oppe mod tunge, internationale drenge som Netflix og ønsker ikke at henlede opmærksomheden på, hvor attraktivt Danmark er. Men vi har fordelen af at kunne levere dansk materiale, som folk efterspørger. Kundemængden ligger dog på linie med vore forventninger - og vi havde ret store forventninger. Men der går da stadig lidt tid, før der er tale om en normalisering,« siger Carsten Dilling med henvisning til, at mange benytter tilbuddet om en gratis prøveperiode, inden de beslutter sig for, om de vil betale for mere.
Han understreger, at YouSees administrerende direktør, Niels Breining, ved lanceringen af YouBio i august 2012 lovede, at »vi vil have 50 procent af markedet, ligesom vi har på de øvrige markeder«.
