Danmarks største teleselskab siger nu farvel til IT-leverandøren CSC og rykker til Indien. Inderne er nemlig bedre gearet til fremtiden, mener TDC.
»Det bliver »The Full Monty« på IT-siden,« siger TDCs næstkommanderende, Carsten Dilling, koncerndirektør og ansvarlig for al TDCs teknik.
Der er tale om en IT-aftale med den indiske gigantkoncern Tata på »to-tre milliarder kroner over fire år« med mulighed for et års forlængelse. Den får ingen betydning for antallet af medarbejdere i TDC.
600 IT-systemer lukket
»Vi er nu i gang med at afvikle samarbejdet med CSC, som har været utroligt stærke og robuste på driftssiden. Men nu skal vi ind i en ny fase og indleder derfor den kommende weekend samarbejdet med Tata. Tata har en helt anden tilgang end nogen anden IT-leverandør i at forstå vor forretning, og Tata har topklassekompetence. Derfor skal de fremover køre al vor IT-drift samt vedligeholdelse og udvikling af systemerne,« siger Carsten Dilling.
TDC, som er Danmarks største inden for fastnet, mobiltelefoni, bredbånd og TV, indledte for nogle år siden en kamp for at bringe spaghettinetværket af IT-systemer ned. Det var TDCs daværende koncernchef, Jens Alder, der beskrev TDCs IT-systemer som »spaghetti«, som forhindrede TDC i at blive effektivt, fordi de ikke kan tale sammen.
»Vi har taget 600 systemer ned nu og har i øjeblikket 460 aktive IT-systemer. Vi vil fortsætte med at simplificere opsætningen i TDC-forretningen radikalt. Det skal gå hurtigere at gå fra ide til et kørende produkt, og det kræver færre systemer. Jeg tror ikke, at nogen anden dansk virksomhed har pensioneret 140 systemer de seneste par år,« siger Carsten Dilling.
