Med et insisterende »undskyld« afbryder kvinden ved nabobordet vores snak. Hun kigger direkte på Klaus Wittrup og beder ham gentage, hvad han svarede, da jeg spurgte til hans bedste burgeroplevelse.

»Gasoline Grill,« svarer Klaus og drejer hovedet til højre. Mens kvinden følger hans øjne, kigger han ud af den café, vi sidder på, og over på tankstationen, der ligger lige udenfor. Han forklarer, at den ligger derhenne, bag benzinstanderne og menneskekøen – her i hjertet af København.