»Jeg har et stort retfærdighedsgen, og jeg hader, når nogen bliver hængt ud uretfærdigt.« Ordene er sagt med eftertryk, og man fornemmer tydeligt, at Claus Oxfeldt er hurtig til at tale sig varm, når det handler om arbejdsforholdene for de 12.000 medlemmer af Politiforbundet. Det er også præcis det, han blev valgt til i 2013: At tale deres sag i en hverdag med et hav af varierende opgaver og sager. Der er de forudsigelige opgaver, og så er der »sager uden udløbsdato«, som han kalder det. Som eksempelvis enorme flygtningestrømme og terrorangreb, der sætter spor langt ind i politiarbejdet i mange år i form af overarbejde og frustrationer.

Og tale om det kan han, og det gør han rigtig meget i denne tid, hvor politiets budget for de næste fire år er ved at blive forhandlet på plads. På TV, til møder, i radioen og som her over biltelefonen på vej hjem til Køge fra en debat på Ekstra Bladet.

Han er født og opvokset i Køge, har to yngre søstre og en far, der som ingeniør drev sit eget byggelederfirma, og moren, der var medhjælpende hustru, og havde man taget et øjebliksbillede af teenageren Claus Oxfeldts hverdag dengang, ville den se sådan ud: Løb, skole, bordtennis og løb.

Han spillede på juniorlandsholdet i bordtennis og fik også titlen som Danmarksmester i de unge år. Efter gymnasiet gik han i lære som elektriker og gik også læretiden ud, for planen var at blive ingeniør og overtage familiefirmaet. Men det var alligevel for kedeligt og en fætters uddannelse i politiet, fik ham på andre tanker. Spænding, adrenalin, fascination og ikke at vide, hvad dagen bringer, drog ham mere eller mindre tilfældigt til optagelsesprøven.

»Det var tilfældigt på samme måde, som det også var et tilfælde, at jeg involverede mig fagpolitisk,« siger Claus Oxfeldt.

Han gik fra at være suppleant for talsmanden på den døgnbemandede politivagt på Hovedbanegården, til at blive fællestillidsmand på Station 1 (nu Station City, red.), formand for Københavns Politiforening og altså i 2013 forbundsformand. Tjansen på Station 1 i 1999-2007 gav ham i øvrigt en branddåb som talsmand foran rullende kameraer og mikrofoner, da den såkaldte Station 1-sag med anklager om grove politimetoder gik som en storm gennem medierne i 1999-2000.

Så det var learning by doing i begyndelsen, som dog gennem årene er blevet suppleret med gode råd fra de tre journalister i Politiforbundet, og i hvert fald ét af rådene har han taget til sig: Undervurdér ALDRIG en optræden i medierne!

»Det er ENORMT vigtigt at være åben, engageret, faglig og ærlig. Troværdighed betyder alt for vores fag,« siger Claus Oxfeldt, der heller ikke lægger skjul på, at han er ret hurtig til at lægge afstand, hvis han eksempelvis fornemmer, at det på forhånd er besluttet, hvad en artikel eller et indslag skal handle om. Så bliver det uden kommentarer fra ham.

Kommentarer og svar skal der nok blive masser af, også efter at politikerne har indgået forlig om de kommede års budget for politiet, og Claus Oxfeldt er klar. Ligesom han er klar, hvis han skulle blive genvalgt som formand om to år.