1999. Nicolas Bro
»Det var det første år, prisen blev givet. På det tidspunkt vidste man ikke, at man fik prisen, man sad bare nede i salen. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde fået en utrolig flot parketplads, jeg var jo lige kommet ud af teaterskolen året før. Selvom jeg senere har været så heldig at modtage nogle voksen-Reumerter som skuespiller, var det som dramatiker, jeg fik Talentprisen. For min afgangsforestilling og for min debut, som var »Den biologiske abe« og »Natsværmer«. Jeg fik prisen sammen med bl.a. Nikolaj Lie Kaas, Thure Lindhardt og Christoffer Berdal. Vi fik 10.000 kr., og det var en formue, da man var i tyverne. Dagen efter, jeg fik prisen og skulle indløse checken, mødte jeg Thure Lindhardt nede i banken. Vi var meget glade.«
2000. Stine Stengade
»Jeg var slet ikke forberedt på at få prisen, men blev bare glad. Det er et lys, der bliver sat på en, når man er et et ungt talent på vej frem. Hvad det ellers betød er svært at svare på. Når man er i orkanens øje, ved man ikke, hvad der foregår rundt om en. Det giver selvfølgelig et vist gåpåmod, men mere er det heller ikke. Hvis jeg skulle give en ung talentprismodtager et råd, ville det være: »Vær glad for prisen, men fortsæt som intet var hændt«. Hvis man begynder at gå for meget op i det, fjerner det fokus fra det væsentlige, nemlig det arbejde, man laver. Sådan tænkte jeg selv som ung i den prisregn, jeg befandt mig i.«
2003. Thomas Levin
»For mig lå der et skønt skulderklap i at få prisen. Jeg havde ikke gået på en af de tre statslige skoler. Jeg har haft min uddannelse i USA og primært arbejdet, fra jeg var 18-19 år. På den måde gav det en form for etableret anerkendelse, der måske var med til at lette nogle ting for mig. Jeg var i begyndelsen af tyverne og stadig i gang med at etablere mig. Det gav en følelse af, at de der tvivlende stemmer på egne evner fik mundkurv på i et par uger. Jeg tror, at prisen måske på nogle måder havde betydning for, at nogle døre på de mere etablerede scener blev åbnet. Men det er kun gisninger. Vi lever sikkert alle sammen med tvivl og bekymringer, og det kommer jo tilbage igen, selvom man får priser eller ros. Det er ikke sådan, at alt så er klaret. Heldigvis. Man udvikler sig og stiller nye krav til sig selv og det arbejde, man leverer.«
2005. Jonatan Spang
»Jeg havde spillet hovedrollen i Dickens’ »Store forventninger« på Aarhus Teater, da jeg modtog prisen. Det var en blåstempling af det, jeg gik og lavede, og det var jeg selvfølgelig glad for. Jeg har siden haft fornøjelsen af at være vært på Reumert-showet og set det fra den side. Talentprisen er vigtig at give noget vægt, fordi den er rettet mod en gruppe, priser virkelig betyder noget for. Tidligt i karrerien har man lettere adgang til den rene følelse af lykke, mens man senere kan blive lidt mere på-den-ene-og-på-den-anden-side-agtig. Men det virkelig vigtige ved en prisuddeling er ikke så meget, hvem der vinder, men at vise at noget er exceptionelt. Det er med til at løfte hele branchen. Så husk at købe billet. Det er jo ikke olympiaden, hvor man kan sige: »Du var bedre til at spille »Richard III«, end jeg var til at spille Klatremus.«
2008. Birgitte Hjort Sørensen
»Chicago« var det første, jeg lavede, efter jeg blev færdig på Statens Teaterskole i 2007, og det var på baggrund af min rolle i den, at jeg fik Reumerts Talentpris. Som skuespiller er det første nåleøje ofte at komme ind på en teaterskole, men når man så er færdig på skolen, går det op for en, at det ikke var nok at komme ind, man skal også have job. Der er i det hele taget enormt meget afvisning i den her verden. Man er til casting på utrolig mange roller, som man ikke får, og man er hele tiden i tvivl om, man egentlig er god nok. At få den pris var en stor bekræftelse af, at den vej, jeg havde valgt, ikke var helt forkert.«
2014. Kirstine K. Høgsbro
»Det giver mig en større tro på det, jeg laver. Og på at jeg er på rette vej. Jeg kommer fra et lidt specielt udgangspunkt, i og med at jeg ikke har gået på dramatikeruddannelsen, men er uddannet psykolog og egentlig var på vej til at ville forske, da jeg begyndte at skrive dramatik i stedet. Jeg har primært været optaget af poststrukturalistisk forskning, som bl.a. handler om, hvad de historier, vi fortæller om verden, gør ved verden. Og hvordan vi måske kan fortælle andre historier, der åbner for nye måder at være menneske på og leve på. Sådan er ambitionen i hvert fald i sin mest idealistiske udgave. Og jeg fandt ud af, at det projekt faktisk bedre kan realiseres gennem dramatik end gennem en ph.d, som alligevel bliver læst af alt for få, og som også kræver man skriver mindst 40 siders metateoretiske betragtninger om, hvorfor man gør, som man gør. Og egentlig ville jeg gerne bare fortælle historier, der gør noget ved verden. Med »Lugter det lidt af lykke«, som jeg får prisen for, er det f.eks. et forsøg på at dekonstruere lykkebegrebet – fortalt gennem en kvindes forsøg på at blive lykkelig.«
Dramatikeren Kirstine K. Høgsbro modtager Reumerts Talentpris 2014 sammen med ni andre lovende teaterfolk.