Taleban dræber FN-medarbejdere
Taleban angreb igen i går sundhedsarbejdere fra FNs poliokampagne i Pakistan. Taleban beskylder den nu indstillede kampagne for at have sterilisation af muslimer som eneste formål.
Taleban angreb igen i går sundhedsarbejdere fra FNs poliokampagne i Pakistan. Taleban beskylder den nu indstillede kampagne for at have sterilisation af muslimer som eneste formål.
PAKISTAN: Mindst otte personer tilknyttet et polio-vaccinationsprogram under FN er de seneste dage blevet dræbt af formodede islamister i Pakistan.
Ifølge internationale nyhedsmedier har angrebene fundet sted siden mandag, og i går blev tre sundhedsarbejdere skudt og dræbt i og tæt på provinshovedstaden Peshawar i det nordvestlige Pakistan.
Taleban i Pakistan har gennem længere tid ført en hadkampagne mod FNs polio-vaccinationsprogram, som ifølge islamisternes propaganda kun har til formål at sterilisere muslimer. Desuden beskylder Taleban de sundhedsarbejdere, der overvåger og foretager vaccinationerne, for at være amerikanske spioner.
I følge BBC har islamisterne kunnet fiske i rørte vande, efter det kom frem, at CIA brugte en fiktiv vaccinationskampagne mod leverbetændelse til at indsamle informationer om al-Qaeda-lederen, Osama bin Laden, som blev likvideret i Pakistan i maj 2011.
Ifølge Reuters startede nedskydningerne i Karachi og Peshawar mandag og fortsatte tirsdag, hvor i alt seks kvindelige sundhedsarbejdere blev dræbt. Den yngste var blot 17 år.
Fire af kvinderne blev tirsdag skudt i Karachi, hvilket fik de pakistanske myndigheder til at aflyse vaccinationsprogrammet.
I går fortsatte angrebene. I mindst tre forskellige tilfælde skød mænd på motorcykler mod sundhedsarbejdere og dræbte en kvindelig ansat samt hendes chauffør i det nordvestlige Pakistan i Charsadda-distriktet, mens en mandlig medarbejder blev skudt ned i Peshawar og i går svævede mellem liv og død på et lokalt hospital.
Den pakistanske premierminister, Raja Pervez Ashraf, bad ifølge BBC tirsdag de lokale myndigheder om at garantere sundhedsarbejdernes sikkerhed, så de kunne bevæge sig rundt som led i den landsdækkende vaccinationskampagne. Ifølge planen skulle de sidste af de 5,2 millioner vaccinationer være givet i går.
Reuters oplyser med FN-talsmanden Michael Coleman som kilde, at FN i Pakistan har trukket alt personale, som er involveret i vaccinationerne, væk fra gaderne af sikkerhedshensyn. Samtidig siger premierminister Ashraf, at vaccinationskampagnen er nødt til at fortsætte:
»Vi kan ikke og vil ikke tillade polio at true vores børns liv og helbred,« understreger premierministeren.
Polio kendes også under navnet børnelammelse og er en stærkt smitsom virussygdom, der angriber rygmarven og de motoriske nerveceller og kan føre til lammelser eller dødsfald. Sygdommen er stort set udryddet på globalt plan, men er stadig udbredt i Pakistan, Afghanistan og Nigeria.