»Vi vil alle gerne have nogen at se op til, men ingen vil ses ned på«, »Alle har ret til deres egen mening, men alle har ikke ret i det, de mener« og »Det skal være de bedste, der regerer, men de skal ikke tro, at de er bedre end os andre.« De formler går igen og igen under interviewet med weekendredaktør på Information Rune Lykkeberg om hans nye og anmelder-roste bog Alle har ret, der udkom i tirsdags. De er forskellige udtryk for den samme pointe: Når undertrykkere og diktatorer er smidt på porten, og samfundet for længst er blevet demokratisk, har de problemer, vi støder på i vores hverdag, deres grund i, at frihed, lighed og fornuftige beslutninger ikke altid går op i en højere enhed. Ingen skal bestemme over andre uden deres samtykke - men lever man det princip fuldt ud i et klasselokale, går undervisningen til grunde. Hvis alle skal være enige om alt, kan vi ikke tage nogle beslutninger om noget. Det gør i første omgang Lykkeberg til kritiker af den borgerlige værdikamp, hvor demokrati i hans øjne blev gjort til et absolut gode.

»Bogen blev skrevet på en indignation over ideen om, at vores værdier var en færdig harmonisk enhed. Som om oplysning, demokrati og rettigheder var en ideologisk facitliste, man kunne vise til udlændinge og sige ’sådan skal du være i Danmark’. Men det hænger ikke sammen på den måde. Vores principper er i konflikt med hinanden’,« siger Rune Lykkeberg med sin energiske stemmeføring, der bliver båret frem med en karakteristisk århusiansk rytmesektion, da Berlingske møder ham på en café i indre by, mens regnen vælter ned udenfor - ligesom for at understrege, at efteråret og bogsæsonen flyder sammen.

Fra Platon til Asger Aamund

Netop det, at vores demokratiske principper er i konflikt med hinanden, viser Lykkeberg fra højkulturelle Holberg og Kierkegaard over popkulturelle fænomener som Klovn og Medina til politiske debatter om reformer af velfærdsstaten. Netop reformdebatten dvæler vi ved i første halvdel af interviewet. En af de gennemgående konflikter i et demokratisk samfund er ifølge Lykkeberg konflikten mellem beslutningernes legitimitet - at alle er blevet hørt og har været med til at bestemme - og deres effektivitet - at der overhovedet bliver truffet beslutninger, der virker. Og i debatten om reformer af velfærdsstaten har det for mange borgerlige været en overbevisning, at reformerne var nødvendige, men at vælgerflertallet ikke ville være med på dem, og politikerne derfor ikke turde tale for reformer. Det kom dertil, at erhvervsmanden Asger Aamund på denne plads for et års tid kom med følgende udtalelse:

»Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet eller have en enevældig konge, men i en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-regering i en periode, som bistår de folkevalgte, skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer,« sagde Aamund dengang. Han blev mødt af en del kritik, og han understregede bagefter sin fulde opbakning til demokratiet.

Men for Lykkeberg er det et eksempel på, at selv overbeviste demokrater kan se demokratiske problemer som udtryk for, at der er et problem med demokratiet som sådan.

»Altså det er en regent-tanke, der har 2.500 år på bagen, og den bygger på noget helt banalt, nemlig at de få dannede skal bestemme over de mange udannede. Det rækker helt tilbage til Platons Staten. Når man læser den i dag, tænker man, at Platon er en demokratisk skandale, autoritær og grænseløst elitær som han er. Men grundtanken om, at der er nogle få, der er klogere end de mange, og at disse få har indsigt i det rigtige, som skal gøres, er, som man så hos Aamund, enorm stærk i dag. Se på den måde, euroen blev vedtaget på - europæerne var i den politiske elites øjne for dumme til at indse euroens nødvendighed, og derfor så man sig nødsaget til at trække det igennem som et overklasse-projekt. Nu ti år efter står EU-Parlamentets formand Martin Schulz og siger, ’modstanderne havde ret’. Hver gang de dannede tror, de har en særlig indsigt, som kun de kan forstå, tager de fejl. Demokrati betyder ikke, at vi skal tage alle med for at være venlige, det er både for de regeredes og for regenternes skyld.«

Men vi har vel brug for ledere, der ikke bare føjer folkestemningen?

»Men det viser sig gang på gang, at folk netop anerkender den, der vil træffe upopulære beslutninger. Aamunds forestilling er, at folk er reaktionære og bange for fremtiden og klynger sig til sit eget. I virkeligheden er det mest regenterne, der er sådan. Men den regent, der stiller sig frem og argumenterer for sin sag, vil faktisk blive belønnet for det. Ofte er populismen mest farlig for den, der er modstander af den.«

Men hvad er der så galt med Aamunds position?

»Det er interessant, at man i en kultur, der kalder sig demokratisk, ikke griner ad en mand, der smider om sig med den slags tanker, men hylder ham og lytter til ham fra alt fra tabloid-pressen til Berlingske. Det næste er så, at det er så forkert, at det er latterligt - Danmark har været gennem en storm af reformer de sidste 30 år. Så faktisk er det danske samfund meget reformivrigt. Og jeg vil vove den påstand, at det, at vi har protestpartier og politisk utilfredshed tæt på magten, faktisk gør det muligt at gennemføre reformer. Hvorfor? Fordi du kan koble legitimitet og effektivitet på en bedre måde, end du kan i aristokratiske regimer. De steder, hvor diktaturer falder sammen, sker det ikke, fordi folk ikke vil finde sig i at blive bestemt over, men fordi de ikke vil finde sig i så elendig ledelse længere. Så den leder, der tror sig hævet over kontrollen fra dem, han leder, bliver en dårligere leder end den, der skal vinde opbakning.«

Desillusioneret venstrefløj

Så vidt kritikken af Asger Aamund. Et andet spor hos Lykkeberg fører ind i venstrefløjens problemer med at have og udøve magt. Et problem, der i dag er højaktuelt med spændingerne i SF og diskussionen om løftebrud.

»SFs sammenbrud skyldes, at man ikke kan genopfinde en venstreorienteret måde at udøve magt på. Venstrefløjen løser kun sin krise ved at genrejse det socialdemokratiske projekt. Jeg mener, at der er en arbejdsdeling fra det 20. århundrede, som er brudt sammen, hvor marxismen og det, der kom ud af marxismen, leverer den intellektuelle analyse og socialdemokratierne derfra kunne lave et kompromis med kapitalismen. Og det kan Socialdemokratiet  ikke længere, og så kan venstrefløjen ikke udøve magt,« siger Lykkeberg. Han er selv, hvad man kan se som en fritænker fra venstrefløjen, og spørgsmålet er, hvad han selv som intellektuel har ansvar for.

»På venstrefløjen er der det mærkelige paradoks, at vi på den ene side alle sammen er enige om, at det, at nogle få har en teoretisk løsning på samfundets problemer ligesom Karl Marx, som man bagefter kan gå ud og prædike for de mange, er latterligt og har en virkelig dårlig historisk track record, men på den anden side er det stadig Marx, man måler sig med. Og så er der en stemning på venstrefløjen af, at hvis du ikke kan lave hele samfundet om, er alt andet borgerlige lappeløsninger eller borgerlig individualisme. På den måde er der en eller anden desillusion på venstrefløjen. Men man bliver nødt til at vende det om. Den intellektuelle skal ikke tale til de mange som de dumme. Tal til folk som om de tænker selv, peg på problemer og så lad os studere løsninger forskellige steder fra.«

Men har du så nogle bud på de løsninger?

»Jamen, se på vores folkeafstemninger om EU. Her er det lykkedes at rejse gode og kvalificerede debatter. Hvorfor? Fordi folk tager magten, når de får den tilbudt rigtigt. Altså i øjeblikket render vi alle efter tilfældige credit rating firmaer - så siger Moodys det, og så siger Standard and Poors det - altså, der bliver det jo klart, at selvom vi er et demokratisk samfund, så har vi fremmede udemokratiske herrer over os. Der tænker jeg, hvordan kan vi overføre succeserne fra et område, hvor den demokratiske magtudøvelse er lykkedes til områder, hvor det ikke lykkes? Det har jeg ikke noget svar på. Jeg kan bare pege på det som en udfordring.«