Mens mange banker enten giver meget lidt eller slet ingenting i indlånsrenter, stormer den spanske storbank Santander i øjeblikket frem på det danske lånemarked.
Så sent som i denne måned har banken blandt andet hævet renten til 1,25 pct. på danske kunders opsparingskonti, hvis de binder deres penge i to år.
Manden, der lige nu lokker med nogle af markedets højeste renter, er danskeren Bo Jakobsen, som er adm. direktør for Santander i Danmark. Navnet er måske ukendt for mange, men Bo Jakobsen kan dét, en bankdirektør skal kunne: Udvikle og tjene penge, forklarer han.
»Det nytter ikke noget at være størst og ikke tjene penge. Blot at booste en stor balance er jo ikke til forretningsmæssig gavn for nogen. Det skal være holdbart,« siger den 52-årige bankdirektør, der allerede siden han var en ung knægt har villet arbejde i en bank. Derfor takkede han som 18-årig nej til en kontrakt, som de fleste drenge drømmer om.
Tilbud fra udenlandsk storklub
Det usædvanlige tilbud kom, da Bo Jakobsen deltog i en fodboldturnering i Tyskland sammen med sit hold fra Søndersø Boldklub på Nordfyn. Her fik den tyske storklub Hannover 96 øje på hans fodboldkvaliteter, trak ham til side og tilbød ham en kontrakt som fodboldspiller.
Bo Jakobsen husker, at Hannover 96 ønskede relativt hurtigt svar, og efter kort betænkningstid blev svaret nej. Som 18-årig foregik der nemlig mange andre ting, som Bo Jakobsen havde lyst til, men da han kort tid efter blev tilbudt en bankelevuddannelse i Nordfyns Bank, var han ikke i tvivl om, at det var her, karrieren skulle starte.
Siden da har han arbejdet sig op gennem rækkerne i blandt andet Forstædernes Bank, GE Money Bank, Skandiabanken Bilfinans og nu Santander, hvor han har været direktør i ni år.
»Når jeg sætter mig et mål, er det også det, jeg vil. Jeg er ikke kommet sovende til det her. Jeg har arbejdet sindssygt hårdt og taget de uddannelser, der skal til. Det skal komme indefra, ligesom der må sættes nye mål for at være i udvikling og ikke hvile i selvtilfredsheden,« siger Bo Jakobsen, som også var vågen, da han sikrede sig stillingen i Santander.
I regnskabet for 2006 havde han læst, at den spanske bank havde planer om at etablere sig i Danmark. Derfor kontaktede han bankens daværende nordiske direktør og fik kort efter ansvaret for at stable en dansk bank på benene.
Det er gået stærkt lige siden, og efter at Santander i 2015 købte GE Money Bank på nordisk niveau, har Bo Jakobsen fået ansvaret for 200 fuldtidsansatte. Derfor har han heller ikke fortrudt, at han afviste det tyske fodboldeventyr.
»Min karriere har været relativt entreprenant og primært succesfuld. Jeg har været heldig med og dygtig til at være omgivet af motiverede folk, der har stor andel i succeserne som i Santander.«

