Tak for alt, næste VM i fodbold bliver en absurd prøvelse

Verdensmesterskaberne i fodbold er det tætteste, man kommer på realiseringen af »den globale landsby.«

Søndag er en måneds overdådig fodboldfest slut, når Frankrig og Kroatien møder hinanden i finalen. Hele verden vil se på og have holdninger til hver en dribling, hvert et mål og hver en kendelse fra dommeren.

Kampen vil blive set af flere hundrede millioner mennesker overalt på kloden. VM-Finalen for fire år siden mellem Tyskland og Argentina blev set af over en milliard seere.

Når Mbappé tryller, Modric scorer og dommeren går ud til videoskærmene for at se, hvad der i virkeligheden skete, så følger de med i en lille hytte i Bangladesh, i det yderste af Sibirien, overalt i det fodboldglade Sydamerika, på Manhattan, i afrikanske slumkvarterer og på en sportsbar i Valby. Og selvfølgelig med særlig interesse og national stolthed i de to finalehovedstæder, Paris og Zagreb.

Vi tryllebindes af de samme pragtredninger, samme vilde driblinger og de samme skud på overliggeren, vi diskuterer videokendelser og forarges, når Neymar triller sig så meget rundt i græsset, at der må stå adskillige roller klar til ham i Hollywood.

Fodbold kan det, som ikke meget andet kan. Det binder os sammen på tværs af alle skel.

Det er nationer, der møder hinanden, lande, nationalstater, men det er ikke Brexit mod Putin, ikke fattige afrikanere mod rige schweizere eller saudiarabiske muslimer mod spanske katolikker.

Det er fodbold, det er mand mod mand, hold mod hold og de, der får bolden flest gange i nettet, har vundet. Fodbold er ikke et spørgsmål om liv og død, det er meget værre, som en legendarisk Liverpooltræner engang sagde.

Men selvfølgelig handler verdens største sportsshow uden for banen også om politik og masser af milliarder. VM i Rusland er blevet gennemført professionelt, lige efter bogen og med alt, hvad man kunne ønske sig.

Men politisk balancerede arrangementet på en knivsæg i kølvandet på Vladimir Putins aggressioner over for Ukraine, påvirkning af det amerikanske valg og formodede mordforsøg i Storbritannien.

Fra gang til gang må man i den demokratiske verden vurdere, hvad og hvor meget, man vil stå på mål for, når det gælder gigantiske sportsarrangementer, som ikke kan undgå at legitimere de regimer, der er værter.

I det lys bliver VM om fire år en prøvelse af de helt store. I 2022 skal det afholdes i Qatar, som udover at ligge i en ørken, hvor fodbold absolut ikke er det første, man tænker på, repræsenterer et religiøst diktatur, der er svært at lægge ryg til.

Siden Qatar i 2010 fik tildelt VM, er flere hundrede migrantarbejdere døde under konstruktionen af stadioner, og mange lever under kummerlige og slavelignende forhold i den ekstreme varme.

Qatar har lovet bod og bedring, men inden den første kamp fløjtes i gang, vil de lidelser, det har kostet at opføre de prestigefyldte fodboldarenaer, lægge en dæmper på fodboldbegejstringen.

Valget af Qatar var forkert og FIFA, når det er værst. Forhåbentlig vil fodboldverdenen i løbet af de næste år få så dårlig smag i munden, at FIFA trækker beslutningen tilbage. Fodbold er for vigtigt til at blive overskygget af alt muligt andet.