I halvfemserne boede jeg på Vesterbro et stenkast fra Istedgade. Det var før byfornyelse og modernisering af baggårde, indlæggelse af fjernvarme og facaderenoveringer. Vesterbro havde ry for at være et lidt råt sted, og der lød et ramaskrig i venindekredsen, da jeg købte andelslejlighed netop dér.

Jeg følte mig nu ikke utryg, mens jeg boede der. Der var altid folk på gaden og massivt politiopbud, når man gik ned ad Istedgade om aftenen. I patruljevogn, på cykel, ja, endog engang imellem til hest.

Det var på Vesterbro på en husfacade, jeg første gang så sloganet »Vi tager natten tilbage«. På en husmur med store fede typer. Ejeren af gavlen måtte have været himmelhenrykt. For det dukkede op hvert år i marts.

Jeg vidste ikke helt, hvad det betød, men kunne jo godt regne ud, at det måtte være noget med at turde og ville kunne færdes ude efter mørkets frembrud.

Egentlig er det ganske pinligt, at en selverklæret feminist som jeg ikke var stødt på sloganet før.

Det stammer helt tilbage fra 1970erne og bruges ved verdensomspændende demonstrationer for kvinders ret til at færdes frit i det offentlige rum uden at skulle frygte at blive forulempet eller udsat for voldelige overgreb.

Lørdag 21. november var jeg med min veninde til koncert. Da vi skulle hjem, var der faldet så megen sne, at vi mødte mange fastkørte biler på vor vej. Sågar en strandet bus. Det holdt hårdt med at komme hjem. Jeg måtte overnatte hos min veninde i Smørum. S-togsnettet havde indstillet al trafik. Da vi endelig var nået frem, ringede min venindes søn. Det var blevet sent, så vi undrede os over, hvor han var.

Han forklarede, at hans bedste vens søster havde været til jule­frokost. Ved Fisketorvet. På Vesterbro i København. På grund af vejret havde det været umuligt at komme hjem med både tog og taxa, og hun turde ikke gå hjem alene på grund af de mange overfald på kvinder i byen.

Der var på det tidspunkt en eller flere mænd, der overfaldt kvinder og forsøgte at slikke dem i ansigtet og forulempe dem på anden vis. Der var også sket flere voldtægter.

Politiet havde offentligt advaret kvinder mod at færdes alene ude om aftenen i bestemte kvarterer og i øvrigt opfordret til at se sig for, inden de låste sin ind i deres hjem, for flere af overfaldene var sket ved, at gerningsmanden havde stået på lur og var sprunget frem fra sit skjul, når kvinderne havde åbnet hoveddøren.

Også i Lyngby havde der været flere overfald på kvinder på det tidspunkt, og politiet havde lige anholdt en mand, der blev sigtet og dømt for kidnapning og voldtægt eller forsøg på voldtægt af kvinder i fem forskellige sager i Københavnsområdet.

Det var ikke noget rart scenarie at skulle forholde sig til. I snevejr – alene på Vesterbro uden mulighed for at få en taxa hjem.

Min venindes søn og hans bedste ven havde da heller ikke tøvet, men var straks kørt mod København for at komme den unge kvinde til undsætning – i massivt snevejr og selv om det tog dem flere timer at køre hende hjem nogle få kilometer fra, hvor hun havde været til julefrokost.

De unge mænd havde stor empati med og forståelse for hendes frygt.

Og ingen kan påstå, at der ikke er grund til at være bekymret.

»Tinder-voldtægter« sker også i Danmark

I skrivende stund er der mange programmer på TV, der beskæftiger sig med overgreb mod kvinder. »Når kærlighed bliver til vold« og »Voldtaget« for bare at nævne et par stykker.

Her fortæller kvinder om, hvordan de har været udsat for horrible overgreb fra både mænd, de ikke kendte, og mænd, de havde stået i forhold til.

Som kvinde lytter man med gru til deres beretninger. De har oplevet og overlevet noget af det værst tænkelige og har alligevel overskud til at fortælle deres historie. For at gøre opmærksom på, at her i landet – et af de lande i verden, hvor kvinder har det bedst, og hvor vi har formel ligeret mellem mænd og kvinder – finder der stadigvæk overgreb sted.

Det skønnes, at 4.000 kvinder bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, men man kender ikke det præcise tal. Kun ca. en tiendedel af disse overgreb anmeldes, og kun omkring 50 fører til domfældelse.

Det er en skam at være billig

Jeg tager mit liv tilbage, siger et af de mange ofre i et af de mange programmer på TV. Det er karakteristisk for de kvinder, der har været ofre for, hvad de fleste kvinder anser for deres værste mareridt, at de er stærke. Det kræver mod at stå frem og fortælle offentligheden om så personligt krænkende overgreb.

Bravo, tænker jeg ved mig selv, da jeg hørte hende sige dette. Voldtægtsmanden har også ødelagt så rigeligt for dig. Samtidig tænker jeg på, om man nogensinde kan tage natten tilbage igen efter at have været udsat for det, den pågældende kunne fortælle om. Og på hvor mange andre kvinder, der må være bange for at færdes ude om natten alene.

I skrivende stund indbydes der ikke ligefrem til at tage natten tilbage, desværre snarere til at blive hjemme. Det er jo helt forkert. Et tilbageskridt.

Under hashtagget »Aldrig din skyld« begynder Alt for damerne året med en anti-voldtægtskampagne, hvor kvinder har ladet sig fotografere med et skilt med parolen. I bladet fortæller flere kvinder, der har været udsat for voldtægt, deres historier. Også om, hvordan livet har formet sig for dem efter overgrebene. De fortæller med billede og uden at være anonymiseret i modsætning til mange af kvinderne i programmerne på TV.

Voldtægtsrapport: Der er dobbelt så mange sager som oplyst

At det skulle være nødvendigt at betone, at en forbrydelse aldrig er ofrets skyld, er trist, men uden tvivl helt på sin plads, for det er beklageligvis forbundet med skyld og skam at blive voldtaget og med mange overvejelser om, hvorvidt man selv kunne have gjort mere for ikke at blive et offer. Har man råbt højt nok NEJ? Har man optrådt udfordrende eller haft udfordrende, hvad det så end er, beklædning på? Det er åbenbart nogle af de spørgsmål, som kvinder, der har været udsat for sædelighedsforbrydelser, helt urimeligt stiller sig selv.

»Vi ta’r natten tilbage« eller »Take back the night«-parolen bruges ved de protestmarcher, der verden over har fundet sted i de sidste 40 år.

Sidste år blev der afholdt »Wir fordern die Nacht zurück«-march i Köln 25. november. Med afgang fra Kölner Hauptbahnhof såmænd. Mænd var hjerteligt velkomne, kunne man læse på reklameplakaten for eventen, hvoraf det også fremgik (min oversættelse), at kvinder og piger går gennem gaderne ved nattetide højlydte og mangfoldige og kræver retten til at kunne bevæge sig frit i deres by uden, at de behøver at være bange for at blive seksuelt forulempet eller voldtaget.

Det hjalp som bekendt ikke meget, for knap seks uger senere blev over 600 kvinder overfaldet samme sted, som demonstrationen mod netop det, havde taget sin begyndelse.

Over 500 har meldt sexvold til tysk politi

Masseovergreb på kvinder i Köln vækker tysk afsky

Kvindernes internationale kampdag har mange år på bagen. Initiativtageren var den tyske feminist Clara Zetkin, der fik ideen på et kvindemøde i København. Året efter blev den første kampdag afviklet i flere europæiske lande og i USA. Siden er millioner af kvinder verden over gået på gaden for at demonstrere for ligeret for kvinder. Den 8. marts. År efter år.

I Skandinavien har mærkedagen været tæt forbundet med »Vi ta’r natten tilbage«-arrangementer. Så vidt jeg kan se, er dette aspekt dog udeladt af arrangementet i år.

Men de hjemlige overgreb på kvinder, dem der skete i Köln nytårsnat, og de mange skildringer om og fra kvinder, der har været udsat for vold og voldtægt i nattelivet, har vel ikke ligefrem opmuntret til, at det bliver i 2016, at vi kvinder tager natten tilbage.

Er det ikke en rimelig, om end udokumenteret, antagelse?