Måske man engang om 200 år vil se, hvor dybt erindringen om Anden Verdenskrig egentlig har sat sig i Europa. På det politiske plan er det åbenlyst – store dele af begrundelsen for EU ligger fx i at forhindre en gentagelse af krig og fascisme, det samme gælder i stor udstrækning opbygningen af de europæiske velfærdsstater. Men hvor meget af vores etik og filosofi er præget af det, ser vi måske mindre klart, simpelthen fordi det er vores horisont. Men en væsentlig fællesnævner for de forskellige – og ofte modstridende – filosofiske traditioner i det moderne Europa er at forstå, undslippe og endda ødelægge autoritære tankeformer.

Dagens fødselar – den tyske filosof og public intellectual – Jürgen Habermas står som en af de stærkeste repræsentanter for den fælles motivation. Født i 1929 i Düsseldorf var han 16 år gammel, da krigen sluttede, og skulle forme sit voksenliv et Tyskland, hvor det eneste, der ikke lå i ruiner var en monumental skyldfølelse. Habermas’ vej blev filosofien og sociologien, nærmere bestemt Socialforskningsinstituttet i Frankfurt – den såkaldte Frankfurterskole under ledelse af Theodor W. Adorno og Max Horkheimer.

Her skrev Habermas sin doktordisputats – som pga. stridigheder mellem ham og Horkheimer dog blev indleveret på universitetet i Marburg – betitlet »Strukturelle forandringer af offentligheden; undersøgelser af en af det borgerlige samfunds kategorier«. Titlen angiver – udover at han så absolut ikke skriver for ubefæstede sjæle – de temaer Habermas er vendt tilbage til igen og igen: den politiske debats vilkår, det liberale demokratis forudsætninger og borgernes rolle som del af offentligheden.

Der er både tale om idéhistorisk forskning, filosofisk kommunikationsteori og udvikling af en demokratisk etik. For Habermas er det en vigtig pointe, at den demokratiske samtale og det offentlige rum er trængt både af markedet og af en bureaukratisk velfærdsstat, fordi borgeren på den ene side forvandles til forbruger og på den anden side til klient. En pointe han først i 80erne – efter det var blevet socialt ufarligt at nævne åndligt slægtskab med, hvad der blev anset som konservative tænkere – indrømmede var blevet til under kraftig inspiration fra Hannah Arendts bog om »Det menneskelige vilkår«.

Som så mange andre tyske intellektuelle i sin generation er Habermas fuldtonet EU-tilhænger, og det er her han i de senere år har markeret sig stærkest i den offentlige debat. Ikke mindst har han på linje med sin kollega, sociologen Ulrich Beck, kritiseret kansler Angela Merkel for at svigte arven og læren fra krigen og udnytte Tysklands økonomiske styrke til at skabe et tysk Europa. Det siger man selvfølgelig med en vis vægt, når man som Habermas har gjort erfaringerne fra Nazityskland med og reageret på det intellektuelt. Hvor meget gehør, han har i dag, som erindringen om Anden Verdenskrig gulnes med generationernes gang er et andet spørgsmål.