Den hedeste hedebølge i årtier er skyllet ind over Danmark, og når temperaturerne nærmer sig 35 grader, kan huden blive skoldet i løbet af ingen tid.

Med den høje varme følger en usynlig dræber - nemlig de kræftfremkaldende UV-stråler, som er ekstremt høje lige nu. UV-indekset kan i weekenden lande på den skyhøje værdi 7, oplyser DMI.

Det er ikke en UV-værdi, vi ser hvert år herhjemme, og med så høje tal skal der meget kort tid i middagssolen til, før huden bliver skoldet.

»Ved et UV-indeks på 7 er gennemsnitlig dansk hud skoldet på 20-25 minutter i middagssolen. Og selv midt på formiddagen og sidst på eftermiddagen kommer rødmen snigende på blot en time,« siger DMIs UV-ekspert, Paul Eriksen til dmi.dk.

Både hud og øjne tager skade af UV-stråler, og man kan i yderste konsekvens udvikle hudkræft eller grå stær. Ifølge cancer.dk er danskernes risiko for at få hudkræft, inden de fylder 75, blevet tredoblet siden starten af 1970erne, oplyser DMI.