Søren Robert Lund, Arkens oprindelige arkitekt, skulle tage en tur til sit engang temmelig omdiskuterede ungdomsværk og se den nye udstilling. Det haster sådan set ikke, for den vises det meste af året.

Åbenbart har kunstmuseet ved Køge Bugt fundet en måde at udnytte den udstillingsmæssigt udfordrende, 150 meter lange kunstakse på:

En omfangsrig installation der vises en stor del af kalenderåret. Ligesom i Tate Modern i London. I fjor var det Palle Nielsens »Modellen«, der som en slags kunstnerisk skrammellegeplads kunne glæde mange børn og barnlige sjæle. I år er der Randi og Katrine.

Da Søren Robert Lund tegnede den arkitektonisk flotte, men på mange måder irrationelle og umulige kunstakse, der tilmed er buet og i højde varierer fra 12 til tre-en-halv meter, forestillede han sig blandt andet, at det udfordrende rum kunne bruges af den kunst, der var på vej. Han havde måske nok ikke regnet med, at der kunne gå op til 19 år, inden det for alvor lykkedes.

Bortset fra en udstilling med Christian Boltanski i 1998, er det første gang, nogen har kunnet hamle op med rummet og udnytte dets muligheder. Det har nemlig vist sig ikke at være tilstrækkeligt blot at smække nogle meget store, meget voldsomme billeder op på væggene eller at placere en togvogn.

Randi og Katrine derimod har indtaget rummet, så det for første gang ikke ser for stort ud i forhold til det, der udstilles i det. Med de dimensioner og med bygningens materialer er det noget af en bedrift.

Melankolske tårne

Randi og Katrine er en kunstnerduo, dannet for lidt over ti år siden. Blandt parrets mest kendte værker er formodentlig den sjove udsmykning af Ærøfærgen fra for- til agterstavn og deres skulpturer, for eksempel forestillende huse, der er menneskeliggjorte gennem bemalingen.

Bygninger indgår også i værket til Arken. Engang var der mange transformatorstationer spredt over landet. I dag bliver man nærmest glad ved at møde en af de tilbageværende, stående ensomt ved kanten langs en afsidesliggende landevej; tømt for funktion, men ikke for en stemning af melankoli og hemmelighedsfuldhed.

Randi og Katrine har i kunstaksen opstillet en halv snes strukturer, der ligner transformatorstationer. Heldigvis er der ikke gjort forsøg på at gøre dem sjove ligesom parrets omtalte antropomorfe skulpturer. Men tårnene repræsenterer forskellige stilretninger og reflekterer således et stykke historie.

Feminint modspil til Cronhammar

Med usædvanlig sans for proportioner er de transformatortårn-lignende skulpturer af varierende højde, så de både kan hamle op med rummet og udgøre en logisk rækkefølge.

Modsat virkelighedens transformatorstationer kan man ikke gå ind i dem. Skulpturerne i Arkens akse holder på deres hemmeligheder, men det virker også, som om de internt udveksler dem.

Mellem tårnene er der udspændt ledninger, og er man alene med dem – eller er der ikke for mange mennesker – hører man deres uhyggelige brummen af potentielt farlig energi. Der er en stemning over sceneriet, som er Randi og Katrine et feminint modspil til Ingvar Cronhammars maskuline og mystiske, dystre og hemmelighedsfulde skulpturer.

Synet er så overvældende anden såvel som selvfølgelig første gang, og det er en oplevelse at gå mellem tårnene og bemærke samspillet i skala og materialer.

Med Randi og Katrines værk til Arken er aksen forløst. Det er en bedrift, der stemmer forventningerne til kommende værker i Søren Robert Lunds krævende kunstakse.

Hvem: Randi og Katrine.

Hvor: Arken, Ishøj.

Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 21. Til 1. november.