Hun er tæt, lav, gammel og grim, men pyntet med en knaldrød læbestift af samme farve som Sovjet-flaget over vores hoveder. Jeg er netop ankommet fra Kiev til Krim-halvøen, og mens hun råber og puffer til mig, sørger en med-demonstrant for, at jeg kun får billeder af håndflader og tykke, brune ruskindsjakke der dækker for mit udsyn.
Efter voldsomt intense dage i Kiev er den sorte sod fra brændte bildæk trængt ind i mine porer. Uanset hvor hårdt jeg skrubber, stinker jeg af Maidan og revolution mod russerne. Måske er det bare indtrykkene, som ikke vil forsvinde, men hvis det ikke er slemt nok, bærer jeg stanken af en vestlig presse, som disse pro-russiske demonstranter foran parlamentet i Simferopol foragter så entusiastisk. Den vestlige presse fortæller kun løgne, siger de. Fordrejer sandheden og beskytter Kiev-fascisterne. Fordømmer og støtter kup og krig, alt efter hvad der passer egne interesser. Hvis blot Putin ville høre deres råb.
Via Moskva, gennem en tyk, hvid sky, genser jeg Krim en uges tid senere. Putin har hørt dem.
Civile mænd i uniform, uniformer uden mærker. Et vestligt minde om en kold krig, et russisk minde om en stor tid. En stor nation, en stor historie.
Vejen til Sevastopol er kontrolleret af checkpoint, vejen til Jalta ligger svøbt i tåge. Men erindringen står skarpt her, emblemer fra faldne imperier og verdenskrigens tunge mænd bygget i voks. Krogede vinstokke vækker ferieminder om Frankrig, mens snorlige gasledninger bringer varme fra Rusland.
Denise drikker whisky og spiser ristede pølser. Politik rager hende et stykke. De fleste andre, jeg møder på Krim, håber på snart at få et russisk pas. Det selvsamme russiske statsborgerskab, som den muslimske tatar-befolkning frygter så intenst. I moskeen vender de sig mod Mekka. Beder. Hvis blot Vesten ville høre deres råb.