Django Unchained.
Tarantinos første western fik premiere i 2013 og allerede i titlen er der den typiske køren på en gammel genre - hævneren Django fra 70'ernes spaghetti-westerns. Hos Tarantino er Django bare blevet sort, og hævnen kommer til at handle om et raceopgør, som man ikke så så meget til i gamle dage. Men selv om der skydes mindst lige så mange som i de gamle Django-film, så snakkes der typisk for Tarantino en god del mere.
Inglorious Basterds.
Action-komedie fra 2009 med Brad Pitt som ikke alt for kløgtig og let brovtende specialpatrulje-agent bag fjendens linjer i en slags krigsfilm med nazister, som vi kender dem fra anden verdenskrig og et action-plot i den fantasifulde ende. Som "Ørneborgen" på syre.
Death Proof.
Tarantinos svar på drengerøvsfilmen fra 2007. Kurt Russel - der vender tilbage i "The Hateful Eight" - som enspænder-stuntman i specialbygget dræbende Dodge, overfor et læs smukke og seje kvinder. Klassisk Tarantinosk b-film reference for fuld udblæsning, med fart, vold og veloplagt bar-dialog.
Kill Bill.
Egentlig to film - vol. 1 og vol.2, fra 2003 og 2004. Her er det hævneren fra karatefilmen, der vender tilbage i et nyt århundrede. Uma Thurman i gul Bruce Lee-kampdragt giver den med cirkelspark og samurai-svar i den to film lange historie, hvor den første lader knoer og kæder tale blodigt i billeder og tegneseriesprog, mens den anden giver noget mere plads til lange Tarantino'ske samtaler.
Jackie Brown.
Krimi-drama fra 1997 med Blaxploitation-stjernen Pam Grier i den handlekraftige titelrolle i et klassisk Elmore Leonard-plot tilsat en god portion Tarantino-skrue. Robert de Niros rolle som småtskåret gangster med overdreven hash-trang er svær at få ud af hovedet igen.
Pulp Fiction.
Guldpalme-vinder fra 1994 og John Travoltas genkomst fra 70'ernes dansegulve til yderst tilbagelænet revolvermand med stadigt mindeværdige samtaler med Samuel L. Jackson. Små, rå novellefilm viklet ind i hinanden og med brudt kronologi - nyskabende for sin tid.
Håndlangerne (Reservoir Dogs).
Tarantinos debut-film fra 1992, som først fik dansk premiere i året efter. Seks mænd i sorte habitter og dæknavne i et bankkup, der går helt galt. Tarantino-navne som Michael Madsen, Tim Roth og Harvey Keitel. Punchline-fyldte dialoger, opbrudte tidsrammer, klassiker-hints og voldsæstetik. Quentin Tarantino har holdt sporet fra starten.