Onsdag begynder filmfestivalen i Cannes, der stadig regnes som verdens vigtigste på den kunstneriske skala. I løbet af de næste tolv dage vil hundreder af spritnye film blive vist, heriblandt de tyve værker der har verdenspremiere i hovedkonkurrencen og dyster om Guldpalmen i festivalens hovedkonkurrence.

Selv om hver enkelt film i hovedkonkurrencen repræsenterer det bedste, eller i hvert fald det mest bemærkelsesværdige, som den globale filmkunst kan præstere netop nu, er det ikke samtlige tyve af de nominerede film, der vil få danmarkspremiere. Vi sætter fokus på de værker, der allerede har fået en dansk premieredato eller efter al sandsynlighed vil få det senere. Her er det, vi i Berlingskes filmredaktion glæder os til at se og gense i Danmark. Filmene vil blive anmeldt på nettet, efterhånden som de bliver vist.

»Behind the Candelabra« af Steven Soderbergh

Angiveligt skulle Soderberghs drømmeprojekt om virkelighedens flamboyante Las Vegas-entertainer Liberace være den sidste film fra den ellers ekstremt produktive instruktør. Filmen bygger på Scott Thorsons meget omtalte forhold til Liberace, der blev indledt, da entertaineren adopterede den 16-årige Scott. Forholdet varede fem år, og i løbet af denne periode ændrede en plastikkirurg Scotts ansigt, så han fik større lighed med sin adoptivfar. Desværre satte kirurgen efterfølgende sin unge klient på en livsfarlig kokainkur som en del af den postoperative behandling,

Soderbergh har tidligere haft held med at finde mennesket bag den dekadente facade og miljøer (»Magic Mike«), og pressebillederne af Michael Douglas og Matt Damon i bøssepink jakkesæt lover en sjov film om larger-than-life personligheder. Filmen repræsenterer tillige en anden interessant udvikling i filmbranchen, idet det er en TV-film produceret af TV-kanalen HBO. At toneangivende filmfestivaler som Cannes overhovedet viser TV-film, viser mediets aktuelle betydning i filmlandskabet.

Der er dog også en anden forklaring, idet Soderbergh havde forsøgt at afsætte filmprojektet til flere forskellige filmselskaber i Hollywood. Ifølge instruktøren var holdningen her, at filmen var for risikabel at sætte penge i på grund af dens homoseksuelle tema.

Forvent: Toptunet underholdning med overraskende momenter af menneskelighed.

»Inside Llewyn Davis« af Joel og Ethan Coen

Joel og Ethan Coen har ofte været et af trækplastrene ved filmfestivalen i Cannes, selv om deres forrige film – og største publikumshit – »True Grit«, blev vist ved filmfestivalen i Berlin. Brødrenes konsistent underholdende værker er altid et velkomment afbræk i rækken af mere krævende film, og noget tyder på, at dette års musikorienterede film om den fiktive folkemusikstjerne, Llewyn Davis, vil blive det samme.

Med »Inside Llewyn Davis« tager Coen-brødrene et nostalgisk dyk ned i 1960ernes amerikanske folkemusikscene, der blandt andet skabte Bob Dylan. Justin Timberlake og Carey Mulligan har hovedrollerne i filmen, der byder på talrige covere af numre i genren. Man håber på en musikalsk tour de force i lighed med Coen-brødrenes tidligere »O’ Brother Where Art Thou?«, og håbet næres af, at filmen er blevet til i samarbejde med musikproduceren T-Bone Burnett, hvis navn står for alt, hvad der er godt i film og musik. Blandt andet stod han bag en del af sangene til Jeff Bridges' smukke country-film »Crazy Heart«.

Forvent: Et sepiatonet nostalgitrip fuld af følelsesladet americana og skæve personligheder.

»The Past« af Asghar Farhadi

Iransk film fortsætter med at overraske og imponere og demonstrerer hyppigt, at stor kunst godt kan trives på trods af politisk undertrykkelse. Asghar Farhadi præsterer den balancegang, det er at være en filmkunstner i verdensklasse i et land, der slår hårdt ned på kunstneriske dissidenter. Mange regner hans intelligente, præcist tilhuggede ægteskabsdrama »Nader og Simin, A Separation« for at være en af 2010s bedste film.

»The Past« er Farhadis første film, der er optaget uden for Iran, og handler om en iransk mand, der lader sig skille fra sin franske kone for at vende hjem til sit fødeland. Andre instruktører, heriblandt en håndfuld danske, har knækket halsen på at lave film uden for deres hjemland, men Farhadi er måske undtagelsen. Hans temaer og filmiske håndtering af dem har i hvert fald universel appel, hvilket også hans Oscar for »Nader og Simin, A Separation« vidner om.

Forvent: En finmotorisk dissekering af et forhold i opløsning.

»Borgman« af Lex Van Warmerdam

Der er gode grunde til at se frem til Lex Van Warmerdams film »Borgman«, ud over at det er en af de udenlandske titler, som Det Danske Filminstitut har støttet som led i en ny strategi med at skabe nyttige filmnetværk på tværs af landegrænser.

Filmen er Hollands første film i Cannes' hovedkonkurrence i 38 år og handler om ankomsten af en mystisk fremmed til et velhavende forstadskvarter. De danske up-and-coming-stjerner Sara Hjort Ditlevsen og Benjamin Boe Rasmussen er med på rollelisten, men hvor meget de får lov at fylde, vil vise sig. De optræder ikke i den uhyggelige trailer for filmen, der giver mindelser om alt fra forstads-dramady’en »American Beauty« til den ferme hollandske gyser »Spoorloos«.

Selv om instruktøren Lex van Warmerdam ikke tidligere har optrådt på Cannes, vidner hans film-CV om en dreven filmkunstner, der bliver sammenlignet med David Lynch og Coen-brødrene.

Forvent: Sorthumoristisk krænkelse af forstadsidyl og familieværdier.

»Only God Forgives« af Nicolas Winding Refn

Chok, latter og tavs beundring ledsagede Cannes-premieren i 2011 på Nicolas Winding Refns vidunderligt sansede voldsfilm »Drive«, og hvis nogen skal kunne overgå den, må det blive Refn selv, der som få mestrer at kombinere det kunstneriske med det underholdende.

Instruktørens nye Cannes-film »Only God Forgives« har atter Ryan Gosling i hovedrollen, denne gang som en gangster på hævntogt i Bangkoks underverden. Filmen er, ifølge Refn, optaget udelukkende om natten, da dagtrafikken i Bangkok gjorde det umuligt for instruktøren at overholde sit eget dogme om at skyde scenerne i kronologisk rækkefølge.

Selv om den tilbageholdende Nicolas Winding Refn som person næppe vækker overskriftsskabende skandaler som Lars von Trier (der tidligere på året meldte afbud til årets Cannes-festival), vil hans film formentlig blive en af de mest omtalte på festivalen.

Forvent: Brutal og bizar vold præsenteret i flimrende neonfarver.

»The Great Gatsby« af Baz Luhrman

Med film som »Moulin Rouge« og »Australia« har Baz Luhrman specialiseret sig i film, der smider alt, hvad der glitrer og larmer ind i indsatsen for at score den store underholdningsgevinst. Traileren til hans pyrotekniske filmatisering af »The Great Gatsby«, der åbner Cannes-festivalen, lover mere af samme skuffe, og vil givetvis genere litterært konservative fans af F. Scott Fitzgeralds store amerikanske roman. Den bliver musikalsk anakronistisk og proppet med store følelser, og er givetvis et helt andet slags dyr end Jack Claytons stilfærdige filmatisering fra 1974.

Leonardo DiCaprio spiller den tragiske mangemillionær Gatsby, og Tobey McGuire er den unge krigsveteran, der suges ind i de riges verden.

Forvent: Swingtime for Gatsby.

Ligesom en håndfuld andre aldrende instruktører såsom Woody Allen, har den 77-årige Polanski ikke trappet ned på arbejdsopgaverne, men tværtimod øget kadencen. Mesterinstruktørens fransksprogede film bygger ikke på Sacher-Masochs oprindelige sadomasochistiske kortroman, men på dramatikeren David Ives’ Broadway-stykke af samme navn.

Med kun to medvirkende er »Venus in Furs« i slægt med instruktørens forrige film »Carnage«, der også byggede på teaterdramatik. Hvad forlægget angår, har Polanski hyppigt udvist et anstrøg af sadisme og har tidligere interesseret sig for seksuelle »powergames«, som i »Bitter Måne«.

Forvent: Et klaustrofobisk kammerspil, der undgår mondænitetens faldgrube.