Det seneste døgn har en række fotografier af syriske børn, der holder tegninger op foran kameraet, floreret på de sociale medier.
På tegningerne er der forskellige Pokémon-monstre sammen med en tekst på arabisk, hvor der står:
»Jeg er her, kom og red mig,« efterfulgt af en præcis beskrivelse af, hvor i Syrien barnet befinder sig. Det skriver flere internationale medier, blandt andet The Independent.
Reference til Pokémon Go
Tegningerne er en direkte henvisning til det voldsomt populære Pokémon Go-spil. Her forenes den virkelige og den virtuelle verden, når spillerne jagter Pokémoner via deres mobiltelefoner. Som en del af spillet får man ret præcist oplyst, hvor de nærmeste Pokémoner er, så man nemt kan finde dem - og det er altså en pendant til disse koordinater, der er angivet på tegningerne.
Du kan se flere af børnene med tegningerne herunder. Artiklen fortsætter under indlejringerne.
»Hvis du leder efter en #Pokémon, kan du finde den i #Syrien... Red den!!,« skriver den syriske gruppe RFS (Revolutionary Forces of Syria), der står bag billederne.
Organisation står bag
Billederne, der allerede er blevet delt og kommenteret et hav af gange på Facebook og Twitter, er ifølge RFS taget i et forsøg på at sprede budskabet om den syriske befolknings levevilkår. Om projektet fortæller en talsperson for organisationen:
»Vi vil øge bevidstheden og skabe opmærksomhed omkring syriske børns vilkår i belejrede områder og omkring det syriske folks lidelser. De bliver angrebet og dræbt af Assad-regimet og dets allierede,« siger vedkommende til The Independent.
Billederne har flere steder sat gang i en debat om, hvordan den syriske borgerkrig glemmes til fordel for for eksempel Pokémon Go. Blandt andet har den britisk baserede gruppe Syria Solidarity Campaign (SSC) på baggrund af kampagnen sendt følgende tweet ud:
»Syrere har mere presserende problemer end at fange #Pokemon. Gid agumented reality (en teknologi der kombinerer den virkelige verden med den virtuelle, red.) kunne redde liv her.«
Billederne er blevet taget efter, at over 50 civile blev dræbt af luftangreb i det nordlige Syrien – blandt dem var størstedelen kvinder og børn. Den syriske borgerkrig har foreløbigt varet i fem år, og et stort antal civile har mistet livet.
