Under demonstrationer, der har samlet tusindvis af mennesker rundt om i Syrien, har landets styre endnu engang vist, at løfter en en ting, og realiteter en anden.

Ni demonstranter meldes foreløbig dræbt under fredagens demonstrationer.

Drabene er sket på trods af regeringens løfte om at trække militæret ud af byerne, et løfte der blev givet efter pres til organisationen Den Arabiske Liga allerede i onsdags.

Torsdag blev der trods regeringens erklæring meldt om 25 dræbte og frem til fredag eftermiddag, altså om ni dræbte, skriver TV-stationen Al Arabia.

FN: 3.000 døde

Samtidig med løftet om at stoppe sikkerhedsstyrkernes angreb på demonstranter, lovede den syriske regering også, at den vil åbne op for udenlandske mediers muligheder for at komme ind i landet og rapportere om situationen.

FN skønner indtil nu, at 3.000 har mistet livet under de fortsatte demonstrationer, hvor kravene lyder på demokrati og præsident Assads afgang.

Demonstranterne afviser styrets aftale med Den Arabiske Liga som en sammensværgelse, der kun har til formål at stikke en kæp i hjulet for politiske ændringer, altså at holde Bashar Assad ved magten.

Reuters rapporterer, at mindst to demonstranter blev skudt i byen Homs, hvor der ifølge en optagelse på YouTube bl.a. blev råbt. ”Assad, Assad  -  vi vil se dig henrettet”.

Også i hovedstaden Damaskus har der været store demonstrationer, hvor sikkerhedsstyrkerne også åbnede ild. Det samme var tilfældet i havnebyen Latakia, hvorfra en demonstrant rapporterede, at 13 lastbiler med sikkerhedsstyrker omringede byens største moske, og at sårede demonstranter blev samlet op af sikkerhedsstyrkerne og kørt væk.

I byen Maarat al-Numaan på hovedvejen mellem Damaskus og Aleppo rapporterede en indbygger, at snigskytter var placeret på hustagene.