Udenfor ligger 10-12 par ballerinasko, bittesmå klipklappere og sandaler hulter til bulter. Indenfor i det rosamalede kælderlokale sidder de små, syriske poder disciplineret i stilhed og klædt i det fineste, flæsede tøj, de har fået med fra Syrien under deres hovedkulds flugt. Børnene har taget hul på det, der burde være en milepæl i deres korte liv – første dag i børnehaveklassen. En stor, stor dag, hvis det ikke var fordi, at disse børn allerede har oplevet ting, som i alvor, omfang og rædsel overgår alt, et fem-seksårigt barn burde have oplevet: Bomber, skyderier, tabet af en far.
Her, i kælderen i et fremmed land, leger børnene for en stund pipfugle og får en småkage, når de svarer rigtigt på lærerindens spørgsmål.
»Allahu Akbar,« synger hun, når de små kan huske deres vers.
Ovenpå – i fem etagers lejligheder i et mørbanket hus i den jordanske grænseby, Irbid – bor 30 enker med deres børn. Over 200 syriske, forældreløse børn har midlertidig adresse her, i et gammelt udtjent kollegium, som en kuwaitisk rigmand betaler lejen for. Hoveddøren er faldet af, ruder er knust, lyspærerne er gået ud for flere år siden, fornemmer man, og af møbler er der kun et par madrasser, sofaer med polstringen stikkende ud af armlænene, og hist og her et plastiktæppe udleveret af nødhjælpsorganisationerne.
Fra Daraa med ti børn
Mens deres yngste børn er i børnehaveklasse, inviterer Esma og Raja – to søstre, som beder om ikke at få nævnt deres efternavn – på dampende tyrkisk kaffe i deres toværelses lejlighed. På disse 50 kvadratmeter sover, bader og spiser søstrene med deres ti medbragte børn. Esma kom fra den sydsyriske by Deraa i forsommeren. Hendes mand blev dræbt af regimets soldater i februar 2013, men først for to måneder siden slap hun over grænsen med sine børn:
»Efter tre dage med konstant bombardement og trusler om, at mine døtre ville blive voldtaget, tog jeg af sted,« siger Esma og kigger over på den ældste, den kønne, lidt buttede datter, Shayma, på 11 år, som fniser rundt med sin ligeledes 11-årige kusine, Noor.
Enkerne og deres børn i Irbid udgør en del af den type flygtninge, som der flest af i den apokalyptiske folkeudvandring fra det krigshærgede land. Af de nu to millioner flygtninge uden for Syriens grænser bor en fjerdel, 500.000, i midlertidige teltlejre. Resten glider efter registrering hos flygtningeorganisationerne ind i de omkringliggende landes byer. Her bor de hos venner, familie, bekendte, på andres velgørenhed eller lejer sig ind med opsparing, de har taget med hjemmefra.
To onder
Som enke har Esma fået lov af den kuwaitiske sheikh-velgører til at bo gratis i huset. Hendes søster Raja, derimod, har snart opbrugt de penge, hendes mand hjemme i Deraa tjente ved salget af deres udslidte bil.
Raja står derfor i et dilemma.
De to søstre har, uden indkomst eller opsparing, ikke råd til at brødføde alle børnene i Irbid. Om to dage pakker Raja derfor alle sine børn – fra Noor på 11 til baby Zaineb – og rejser tilbage til Deraa. Indtil de natlige bombardementer, trusler om plyndring og voldtægt fra Assads Shabiha-milits og en usikker fødevaresituation. Enten dét eller – hvis der falder raketter under rejsen – den tunge tur ud til den støvede, enorme og håbløse flygtningeteltlejr i Zaataris ørken.
»Det er to onder – hvordan skal jeg kunne vælge? Hjemme har jeg i det mindste min mand og mine ældste sønner,« siger Raja.
Dermed skal 11-årige Shayma tilbage til nætter, hvor hun næsten ikke sover, og baby Zaineb skriger time efter time:
»Hver nat hørte jeg bomber. Så blev jeg bange og gik ind og lagde mig ved siden af min mor, som kunne trøste mig, når jeg græd,« siger Shayma.
»Noor bliver meget ensom, når Shayma rejser,« siger Esma, Noors mor, mens de to piger holder hinanden i hånden.
Mister støtte
Når Shayma og hendes søskende må forlade det faldefærdige, men trods alt trygge hus i Irbid, mister de også den støtte, som Red Barnets professionelle og frivillige personale giver børnene. To gange om ugen bliver husets børn mellem otte og 18 år inviteret til workshops, hvor personalet på en legende, forsigtig måde forsøger at åbne de allermest traumatiserede børn.
»Når børnene først kommer, ser vi mange symptomer. Nogle taler slet ikke, nogle sidder bare henne i hjørnet og græder, nogle bider negle, tisser i sengen om natten, slår andre børn, der nærmer sig eller vil ikke lege med nogen. I vores workshop prøver vi at få dem til at tale og gøre deres hverdag normal igen,« siger Rana Mutairi, Red Barnets lokale programkoordinator.
Hun fortæller om pigen Shoruq på 13 år, som kom til workshoppen for nogle måneder siden. Shoruqs familie havde gemt sig i en kælder under flere dages bombardement, da hun, hendes mor og små søstre vovede sig ud på gaden for at gå på apoteket efter medicin til en af pigerne. En snigskytte så kvinderne, rettede sit riffelløb mod Shoruq og trykkede af. Shoruqs arm og skulder blev smadret og måtte senere amputeres. Hun overlevede kun den kugle, der blev affyret mod hendes hjerte, fordi hun bar sin toårige lillesøster i armene. Lillesøsteren blev dræbt på stedet.
»Først ville Shoruq slet ikke tale eller komme til workshoppen overhovedet. Hun skammede sig over ikke at have nogen arm og over, hvad der var sket. Langsomt fik vi hende til at smile igen,« siger Rana Mutairi.
Århundredets tragedie
Tirsdag nåede den syriske exodus en milepæl, da flygtning nummer to millioner blev registreret. Dermed er antallet af flygtninge fra Syrien tidoblet siden samme dato i 2012, hvor FN »kun« havde registreret 230.671 landflygtige.
»Syrien er blevet dette århundredes store tragedie,« siger FNs flygtningehøjkommissær, Antonio Gueterres, som også kalder situationen »en skammelig humanitær ulykke med lidelse og fordrivelse uden sidestykke i nyere historie«.
Hver anden flygtning er et barn, og hjælpeorganisationerne forsøger allerede nu – ud over at give børnene mad og husly – at tage fat på den uoverskuelige opgave at undgå at tabe Syriens yngste generation på gulvet. Uddannelsesmæssigt, mentalt og fysisk:
»Men det vil tage mange år. Nogle af børnene har set forfærdelige ting. Ikke alle, men mange. De har set blodige scener, skyderi, nogles forældre er dræbt lige foran dem. Nogle har oplevet at få deres hjem bombarderet, og måske er hele familien ikke kommet ud i live. Hvis ikke disse børn bliver samlet op med det samme, får de det værre med tiden. Hvis ikke de får hjælp nu, så risikerer vi, at de bliver voldelige, kriminelle eller psykisk syge i fremtiden. Når et barn har set så meget vold, bliver dets sind voldeligt – udadtil eller indadtil,« siger Rana Mutairi.
Imens poserer de to 11-årige kusiner, Shayma og Noor, til et sidste fotografi sammen. Som den lille præteenager, hun er, går hun hen til lejlighedens skårede spejl, trækker forsigtigt en hårbørste over sine mørke krøller, retter blusen ned over sin buttede mave og prøver et smil af.
Om tre dage er hun tilbage i krigen.