Med reformen af folkeskolen, som først for alvor trådte i kraft ved dette skoleårs begyndelse, lader det til, at der er indført en form for år 0 i skoledebatten. Et før og efter, hvor de problemer, som skolen hidtil har haft – og som lå til grund for reformen – synes at blive stadigt mindre eller helt forsvinde i horisonten. Hvorimod alle dårligdomme åbenbart er opstået primo august 2015.

Folkeskolereformen er så langtfra en patentløsning. Men vi vil godt forsvare – om ikke i enhver henseende den måde, reformen er implementeret på – så intentionerne bag den. For reformen blev vedtaget af et folketingsflertal i et forsøg på at imødegå nogle af de problemer, som forældre, forskere, politikere og såmænd også lærerne selv erkendte var opstået gennem en årrække. Først og fremmest et for lavt fagligt niveau. Den uheldige kombination af reformen med en ændring af lærernes arbejdstidsregler har så i debatten gjort folkeskolereformen til alle skoleproblemers moder.

Reformen gør ikke med et knips folkeskolen til »verdens bedste skole«, som den tidligere regering formulerede det. Når forældre peger på, at de længere skoledage giver deres børn vanskeligheder i forhold til fritidsaktiviteter, skal man tage det alvorligt. Når børnelægen Karen Tilma i en kronik i Politiken fortæller, at hun ser et stigende antal børn med stress-symptomer og søvnbesvær, er det en advarende finger om, at noget er galt i skolelivet. Men samtidig viser en ny rapport fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, at cirka 80 procent af folkeskolens elever trives fint – samme procentdel som før reformen.

Mistrivsel og stress blandt skolebørn er ikke et nyt fænomen; det har været diskuteret i årevis. For de børn, der mistrives, er det alvorligt, men de får det næppe bedre blot ved, at man tilbageruller folkeskolereformen. Uro, despekt for lærerne og manglende disciplin er velkendte problemer, som skal løses i samarbejde mellem forældre og skole. Det er jo ikke folketingspolitikerne, der render rundt og larmer i klasseværelserne. De lange skoledage kan være anstrengende. Men ideen er faktisk, at skolearbejdet blødes op med fysiske aktiviteter, og at der i den sidste ende skal være mindre lektiearbejde i hjemmet. De længere dage kan give udfordringer i forhold til fritidsaktiviteter, men burde det ikke være muligt for skoler, institutioner og idrætsforbund at tale sammen om fælles, lokale løsninger?

Uden at forfalde til nostalgisk romantik kan man godt spekulere over, hvordan det lykkedes tidligere generationer at kæmpe sig gennem deres skoletid med daglig undervisning til klokken 14-15, undervisning lørdag formiddag, fodbold, gymnastik, leg med kammerater og fritidsjob uden at tage skade på sjæl og legeme. Nutidens børn og unge er næppe mindre robuste. Kritikerne af skolereformen kan have flere rigtige pointer. Regeringen har bebudet, at man vil følge implementeringen af reformen, ikke mindst inklusionen af de svage elever. Men reformen har altså blot et par måneder på bagen. Man kunne jo også vælge at give den en chance.