Sygehuse skaber 61.000 job
De nye sygehusbyggerier, som skal sikre patienterne en bedre og mere effektiv behandling, vil også have en betydelig, positiv beskæftigelseseffekt, viser ny opgørelse.
De nye sygehusbyggerier, som skal sikre patienterne en bedre og mere effektiv behandling, vil også have en betydelig, positiv beskæftigelseseffekt, viser ny opgørelse.
Både patienterne og de lokale håndværksmestre er glade for det nye, topmoderne mor-barn-center på Kolding Sygehus.
For håndværksmestrene og byggefirmaerne har centret betydet, at der har været noget at rive i, og at det har været muligt at holde gang i beskæftigelsen i en tid, hvor byggeriet af nye boliger og erhvervsejendomme stort set er gået i stå. Det skriver Berlingske.
Mor-barn-centret i Kolding er det første færdiggjorte byggeri i den stribe af nye supersygehuse, der i de kommende 10-15 år skal opføres over hele landet, og som ud over at sikre patienterne en bedre, mere effektiv behandling også vil skabe titusindvis af nye job til gavn for den trængte byggesektor og arbejdsløshedstruede murere, tømrere, lastbilchauffører, ingeniører, designere med flere.
I en ny opgørelse fra Danske Regioner og Dansk Byggeri skønnes det, at sygehusbyggerierne vil sikre 61.000 ekstra job og således vil have en betydelig positiv beskæftigelses-effekt i hele perioden frem til begyndelsen af 2020erne, hvor de cirka 30 byggeprojekter ventes at være afsluttet og klar til at tage imod patienterne.
- De nye sygehuse bliver en klar gevinst for patienterne. Men der er også grund til at glæde sig over, at projekterne vil kunne være med til at skabe et stort antal nye stillinger i en situation, hvor meget ellers er gået i stå. Det handler om at få lagt nogle mursten oven på hinanden, så vi kan få skabt noget beskæftigelse - og ikke mindst praktikpladser til de unge mennesker, siger regionsformand i Region Syddanmark og næstformand i Danske Regioner Carl Holst (V) forud for regionernes generalforsamling i dag, hvor beskæftigelsestallene vil blive præsenteret.
Den direkte beskæftigelseseffekt ved byggerierne opgøres til cirka 34.000 personer, mens den indirekte effekt vurderes at være 26.000 job i blandt andet rådgiverbranchen, hos industrien og producenter af byggemateriale, hos byggevareforhandlere samt i transport- og servicebranchen.
- Sygehusbyggeriet er med til at stabilisere aktiviteten i en periode, hvor både det private boligbyggeri og erhvervsbyggeriet ligger på et historisk lavt niveau. Det er med til at fastholde kompetencerne i branchen og få de unge i gang, siger seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri, til Berlingske.