Investorerne havde sat næsen højt op efter gode kvartalsregnskaber fra de store europæiske og amerikanske selskaber i denne regnskabssæson - måske også lige lidt for højt op.
For de foreløbige resultater tyder på, at selskaberne ikke helt kan levere det forventede i markedet, og derfor vil vi nok se aktiefald i den kommende tid. Sådan lyder analysen fra aktieanalysechef hos Sydbank, Bjørn Schwarz.
"Vi vil nok opleve en periode, hvor man skal have bragt balance mellem investorernes forventninger og de resultater, som virksomhederne rent faktisk kan levere. Det er en proces, som på den korte bane nok koster lidt på årets aktieafkast," siger han til Business.dk og fortsætter:
"Med til historien hører, at vi har set stigende aktiekurser i løbet af sommeren. Blandt andet på grund af, at centralbankerne har gennemført en række tiltag for at sparke gang i væksten og de europæiske politikere er begyndt at levere det, som investorerne har efterspurgt længe. Men der er måske blevet skabt et lidt for optimistisk billede blandt investorerne om, at alt nu går den rigtige vej," siger aktieanalysechefen.
Skuffer investorernes forventninger
Som eksempel har næsten en tredjedel af virksomhederne i det toneangivende amerikanske S & P 500-indeks indtil videre afleveret regnskabsbøger. Og ifølge en ny analyse fra Sydbank leverer 37 procent af virksomhederne en omsætning, der var bedre end ventet. Det tal plejer ifølge banken at ligge helt oppe på 62 procent i en gennemsnitlig regnskabssæson.
"Det går generelt lidt trægt med at levere på omsætningen, blandt andet fordi vi i tredje kvartal oplevede en generel opbremsning i økonomien. Og svage konjunkturudsigter gør det udfordrende at skabe fremgang på toplinjen,", siger Bjørn Schwarz.
Virksomheder har strammet ind
Bundlinjen ser dog lidt bedre ud, samlet ser er godt halvdelen (57 procent) af de fremlagte kvartalsresultater bedre på bundlinjen end forventet. Det skyldes blandt andet, at mange virksomheder har benyttet kriseårene til at stramme livremmen ind og gennemføre en række besparelser.
Selvom Sydbanks aktieanalysechef altså på kort sigt forventer, at flere selskaber vil blive presset på børsen, så er hans langsigtede spådom, at aktierne igen vil stige.
"Vi har fået en række positive nøgletal fra USA på det seneste, der viser, at både tilliden blandt forbrugerne og hos erhvervslivet stiger. Hvis udviklingen bliver ved med at fortsætte, så vil selskaberne forholdsvis hurtigt ryste nedgangen af sig igen", siger han.
Amerikanske stramninger truer
Bjørn Schwarz peger dog på, at der ligger en trussel lige rundt om hjørnet. Ved årsskiftet udløber nogle offentlige investeringsprogrammer og skattelettelser i USA, der svarer til næsten fem procent af det amerikanske BNP eller cirka 5000 milliarder danske kroner.
"Derfor risikerer amerikansk økonomi at stå overfor en brat opbremsning," siger han og fortsætter:
"Det er min vurdering, at det nok skal lykkes for politikerne at få forlænget de her stimuli af økonomien i 11 eller måske 12. time. Men så længe det ikke er gået igennem, så er det svært for virksomheder at indfri de høje forventninger, der er til dem"