På onsdag mødes en række ledere fra centralafrikanske lande for at drøfte weekendens militærkup i den tidligere franske koloni Den Centralafrikanske Republiks hovedstad Bangui, og nu har den sydafrikanske præsident Jacob Zuma meldt sig som deltager efter en noget uventet invitation geografien taget i betragtning.

Den sydafrikanske leder er inviteret af Tchads præsident Idriss Deby, formand for Det Økonomiske Fællesskab af Centralafrikanske Stater, til et ekstraordinært møde i Tchads hovedstad N'Djamena 3. april, fortæller Jacob Zumas talsmand Mac Maharaj til Reuters.

Det sker efter, at oppositionen i Sydafrika har stillet store spørgsmålstegn ved, hvordan det kunne lade sig gøre, at 13 sydafrikanske soldater på træningslejr i Den Centralafrikanske Republik blev dræbt, efter de havde kæmpet på den tidligere regerings side mod oprørerne for at forsvare landets præsident Francois Bozize, som nu er flygtet ud ad landet.

Statsopbygning eller kolde kontanter

Sydafrikanske medier skriver ifølge Reuters, at soldaterne var i landet for at forsvare interesser i diamanter, uran og olie, men embedsmænd i Sydafrikas administrative hovedstad Pretoria peger på, at tilstedeværelsen af 400 sydafrikanske tropper var som følge af en overenskomst mellem de to lande tilbage fra 2007, hvis detaljer aldrig er blevet offentliggjort.

Ifølge Jacob Zumas talsmand Mac Maharaj var soldaterne til stede på grund af en aftale med Den Afrikanske Union for at sikre stabilitet og hjælpe med statsopbygning i landet, som har været ramt af kup og oprør gennem tiden.

Talsmanden fortalte Reuters, at der intet usædvanligt var ved Sydafrikas rolle eller deltagelse i det kommende topmøde i Tchad.

»Vi vil deltage og drage fordel af den viden, vores kolleger har i regionen, og dele vores ideer,« sagde han til Reuters.

Efter det blodige militærkup suspenderede Den Afrikanske Union Den Centralafrikanske Republiks medlemskab og pålagde lederne af oprøret sanktioner, herunder den nye præsident Michel Djotodia.

Fredag sagde Michel Djotodia, at han lovede at gå af ved valget i 2016.

Det Økonomiske Fællesskab af Centralafrikanske Stater består af 10 lande: Angola, Burundi, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Republikken Congo, Gabon, São Tomé & Príncipe, Tchad og Ækvatorialguinea.