Torsdag blev det nej til at afskaffe retsforbeholdet. Efter en weekend, hvor ja-partierne kunne slikke sårene og nej-partierne juble, var der mandag indbudt til drøftelser hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Partier var indbudt til forhandlingskaffe på et julepyntet Marienborg og kom på skift i audiens. Herunder kan du følge dagens forhandlinger, der begyndte i formiddags, i tekst, citater og billeder.

Klokken 10.50: Løkke går efter laveste fællesnævner

Når Lars Løkke Rasmussen møder partierne i dag bliver det ikke med ambitionen om at få en aftale på plads.

»Jeg går ikke efter nogen aftale i dag. Lige nu er det vigtigt, at alle forstår, hvad der er op og ned i det hele,« siger statsminister Lars Løkke Rasmussen foran et julepyntet Marienborg.

Statsministeren mødes med alle partier

Han vil i stedet bruge dagen i dag på at finde »den laveste fællesnævner« - det alle partierne kan enes om. På fredag tager han til Bruxelles for at fortælle Jean-Claude Juncker og Donald Tusk, hvor Danmark står og følge op de samtaler, han havde allerede i sidste uge.

»Men det er ikke med henblik på at lave en aftale. Det er helt urealistisk at lave en aftale på fredag,« siger han.

Klokken 11.00: LA ser fordele i Europol og mange af retsakterne

Det er med formiddagssolen i øjnene, at Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen (LA), træder ud af bilen foran Marienborg.

Med sig har han partiets næstformand, Simon Emil-Ammitzbøll (LA) og partiets EU-ordfører, Christina Egelund (LA).

For Liberal Alliance er kravene til Løkke klar: For at Danmark skal  tilslutte sig flere af retsakterne, som danskerne stemte nej til, skal afgivelse af suverænitet væk fra bordet.

»Der var en anden del af tallerkenen. Og det var afgivelse af suverænitet. En smutvej til, at Folketinget alt for nemt kunne afgive suverænitet. Den del var der rigtig mange danskere, som var bekymret for. Der var så mange, at det blev et flertal for et nej,« siger Anders Samuelsen foran Marienborg.

»Men der var også rigtig mange ja-sigere, som slugte den del, fordi Europol blev skubbet foran. Så vores forslag er, at få fjernet den del fra tallerkenen, så vi fokuserer på det, der giver mening for Danmark. Eksempelvis Europol og nogle af de andre retsakter, som åbenlyst er til fordel (for Danmark red.), men hvor vi undgår, at vi begår vold mod grundloven,« siger han.

I stedet for at Danmark søger ind i »kernen af EU«, som det hedder i regeringsgrundlaget, vil LA barbere samarbejdet ned til at handle om fred, frihandel og frihed.

»Det kan jo ikke være rigtigt, at de, der har tabt folkeafstemningen, de bare fortsætter videre uden at tage hensyn til befolkningens signal,« siger Samuelsen.

Klokken 12.10: LA holder fast i krav

Efter en time og 10 minutter træder Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll og Christina Egelund ud af døren på Marienborg.

Noget indikerer, at humøret er højt, for både statsministeren og de tre LA’er griner højlydt.

»Har de lige landet en ny europapolitik?« lyder det med et glimt i øjet fra en af de fremmødte journalister.

Men det har de ikke.

Liberal Alliance har holdt fast i det krav, som de havde, da de ankom til statsministerboligen.

»Vi har haft en åbenhjertet drøftelse, og et forsøg på at fortolke på det resultat, der kom i torsdags. Vi har gentaget, hvad vi synes er en vigtig pointe: At man skal få pillet det ud, som var en sten i skoen for rigtig mange nej-sigere, nemlig afgivelse af suveræniteten,« siger Anders Samuelsen.

»Hvad sagde Statsministeren til den besked?« bliver Samuelsen spurgt.

»Det er ikke min opgave at referere, hvad han siger, men jeg tror, at vores budskab gik tydeligt igennem. At vi har en unik mulighed i Danmark for at få en meget bred koalition til at stå bag det samarbejde, vi fremover skal have i forhold til EU. På den måde respekterer vi den bekymring, der er i befolkningen i forhold til at gøre det for nemt at afgive suverænitet,« siger han.

Klokken 12.30: Thulesen Dahl vil have regeringen til at tage ansvar

Dansk Folkeparti gæster som det andet parti Marienborg. Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt er rullet gennem gitterlågen, og nu bliver drøftelserne altså for alvor spændende.

 

Da Lars Løkke Rasmussen tidligere på morgenen mødte pressen, sagde han, at det især bliver spændende at høre, hvad nej-partierne har med til bordet. Umiddelbart går Dansk Folkeparti til mødet med statsministeren med to punkter på dagsordenen:

 

»Jeg synes, der er to væsentlige ting: Vi skal have forhandlet en aftale hjem omkring Europol. Det nej, der blev angivet i torsdags, mener vi ikke var et nej til Europol, så det skal løses med en parallelaftale. Og så er der en anden grundlæggende diskussion om, at den danske befolkning er spaltet i to meget store dele overfor hinanden, og det bør man gøre noget ved. Det kan man kun gøre, hvis man er villig til at tage en fordomsfri diskussion om, hvad den danske EU-politik egentlig skal gå ud på,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Samtidig sender han en opfordring til Løkke og resten af regeringen om at tage ansvar for, at Danmark nu kan få en parallelaftale i hus.

»I første omgang så skal regeringen tage det ansvar på sig at få forhandlet en parallelaftale på plads. Vi var glade for, at statsministeren allerede i torsdags har taget initiativ til det, og nu forventer vi at få at vide, hvordan man, rent praktisk, vil gribe det an,« siger han.

Klokken 14: Dansk Folkeparti-forhandlinger lakker mod enden

Efter næsten to timers forhandlinger har Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti snart overstået audiensen på Marienborg. Lange forhandlinger, hvor Thulesen Dahl inden mødet først og fremmest forventede, at han ville blive præsenteret for en konkret køreplan mod en Europol-parallelaftale. Spændende bliver det, om der også har været generelle drøftelser af den danske EU-politik, som blandt andre Søren Espersen (DF) i dagens BT håber at se et opgør med.

»Der må på et tidspunkt komme en erkendelse hos ja-partierne om, at hvis en bredere skare af danskerne skal have forståelse for den EU-politik, der bliver ført fra Christiansborg, så skal man bevæge sig,« siger Kristian Thulesen Dahl i dag foran Marienborg.

Klokken 14.22: EL og DF i småsnak foran Marienborg

Det så kammeratligt ud foran Marienborg for et øjeblik siden. Enhedslistens fremmødte delegation tog en snak med Dansk Folkepartis ditto, mens førstnævnte var på vej til eftermiddagskaffe hos statsministeren og Dansk Folkeparti på vej hjem. Om de to, ellers ret uenige, partier koordinerer budskaber og pointer er uvist, men netop EL og DF er nej-sidens to største partier, som tilsammen har 51 mandater i Folketinget.

Og så leverede Thulesen Dahl i øvrigt efterfølgende dagens ord, kissejav, da han hilste på pressen efter mødet med statsministeren:

»Vi synes, og det er ikke kissejav, det skal ikke tage fokus fra parallelaftalen om Europol, men på et tidspunkt, bliver vi nødt til at diskutere den generelle EU-politik med henblik på at møde bredere opbakning i den danske befolkning.«

Kl. 14.30: Thulesen Dahl og Løkke drøftede Europol og den generelle EU-politik

»Det er dejligt, når det er sådan et vejr,« siger Kristian Thulesen Dahl med et smil på læben til den fremmødte presse efter mødet med statsminister Lars Løkke Rasmussen på Marienborg.

Smilet er ekstra stort i disse dage. Dansk Folkeparti ledte som bekendt nej-partierne til sejr i torsdags, og derfor er det vigtigt, at afstemningen respekteres, lyder det fra formanden.

»Vi havde et fint møde, og det er min fornemmelse, at vi ser rimelig ens på de udfordringer, vi står med. Det, der er vigtigt nu, er at respektere afstemningen fra i torsdags. I den respekt ligger også, at der nu skal gøres et stykke arbejde for at sikre en parallelaftale omkring Europol, så dansk politi bliver i Europol,« siger Kristian Thulesen Dahl.

På mødet lagde Dansk Folkeparti også vægt på, at den generelle europapolitik skal diskuteres for at imødekomme befolkningsstemningen.

»Den anden del, som vi også har haft på bordet, er spørgsmålet om europapolitikken. Vi har gjort statsministeren opmærksom på, at vi synes, der bør være en diskussion om den generelle EU-politik med henblik på at lave en EU-politik, der møder bredere opbakning i den danske befolkning,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Klokken 15.00. Enhedslisten vil se et »ægte forsøg« på at lande en parallelaftale

Enhedslisten sidder i øjeblikket bag Marienborgs hvide mure i selskab med Venstre. Inden de forlod koblet af journalister i decemberkulden fik Pernille Skipper sat et par ord på, hvad de forventer af dagens møde:

»Vi vil ind og tage snakken om Europol og en parallelaftale, der sørger for ordentlige redskaber til politiet og retssikkerhed. Og vi vil selvfølgelig sørge for, at statsministeren tager af sted for at få den bedst mulige aftale på plads. Vi vil insistere på, at det skal være reelle forhandlinger og et ordentligt og ægte forsøg fra statsministerens side,« siger Pernille Skipper.

Samtidig inviterer EL sig selv og Folketingets øvrige partier på endnu en gang forhandlingskaffe med statsministeren.

»Vi vil meget gerne have en bred forhandling med alle Folketingets partier om en ny EU-politisk kurs. Det skal selvfølgelig involvere ja-partierne, men også nej-partierne, der jo efter i torsdags repræsenterer et flertal af vælgerne,« siger hun.

Kl.15.25: Enhedslisten føler sig »ikke hældt ned ad brættet«

Den morgensol, der prydede Liberal Alliances ankomst i formiddags, er afløst af en lavtstående sol over Bagsværd Sø nær Lyngby, hvor Marienborg ligger.

Som det tredje parti i dag træder Enhedslisten ud af døren. Og ifølge Enhedslistens Pernille Skipper, er der »en gensidig forståelse« mellem Enhedslisten og statsministerens synspunkter.

»Vi har fremlagt vores synspunkter, og det er først og fremmest, at der skal afsøges muligheden for en parallelaftale på Europol. Vi ønsker også nogle bredere EU-politiske drøftelser, som handler om at få mere åbenhed, og som handler om at sikre mere selvbestemmelse i et demokrati i EU-arbejdet. Det har vi taget en snak omkring, og mere er der vel ikke at sige om det,« siger hun.

Og hvordan blev det modtaget?, spørger en af de fremmødte journalister.

»Jeg føler mig ikke hældt ned ad brættet. Vi havde en god konstruktiv drøftelse. Der var en god forståelse for de gensidige synspunkter, tror jeg, man kan sige,« siger Pernille Skipper.

15.45: Ingen kommentarer fra Socialdemokraterne

Som det første ja-parti kører Socialdemokraterne ind på parkeringspladsen foran Marienborg.

Men hvor nej-partierne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten gav pressen nogle indledende kommentarer inden mødet med statsministeren, havde Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen ingenting at sige.

Klokken 16.30. Nej-partierne håber på større diskussion af dansk EU-politik

Lars Løkke Rasmussen har nu været igennem det, man må formode har været de sejeste drøftelser – nemlig med de partier, der anbefalede et nej til folkeafstemningen i torsdags: Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Statsministeren sagde forud for dagens diskussioner, at det netop er nej-partiernes holdning til, hvad der skal ske med især Europol-samarbejdet, der bliver interessant at høre. Men med til bordet havde både DF og EL også ønsket om en bredere snak om den danske Europa-politik.

»Vi må simpelthen ind og kigge på den målsætning om, at Danmark skal helt ind i kernen af det europæiske samarbejde, som der er i den europapolitiske aftale nu,« sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Dog ville han ikke tage diskussionen om Europol »som gidsel«.

Enhedslisten meldte også klart ud, at de ville gå til statsministeren med ønsket om en bred forhandling på tværs af hele Folketinget om en ny EU-kurs.

Liberal Alliance lagde vægt på at få Europol-samarbejdet og de andre retsakter, der »giver mening for Danmark« på skinnerne. Til gengæld er de store modstandere af at afgive suverænitet.

»Vi skal fokusere på det, der giver mening for Danmark. Eksempelvis Europol og nogle af de andre retsakter, som åbenlyst er til fordel (for Danmark red.), men hvor vi undgår, at vi begår vold mod grundloven,« sagde formand for Liberal Alliance Anders Samuelsen i formiddags.

Kl.16.35: Socialdemokraterne vil diskutere Europol og ikke andet

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil have en drøftelse om den generelle europapolitik med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Men det er ikke derfor, Socialdemokraterne er på Marienborg.

Partiet vil først og fremmest sikre, at dansk politi kan blive i Europol efter torsdagens nej.

Vi skal se, om vi kan finde en løsning, som der er bred politisk opbakning til på Christiansborg, så dansk politi fortsat kan være fuld integreret i Europol. Men jeg synes, det er det, diskussionen skal handle om og ikke alt muligt andet, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S).

Hun lægger også vægt på, at der skal lyttes til flertallet af danskerne.

Vi skal høre efter. Det er ikke altid, at Christiansborg har gjort det, men det skal vi altså denne her gang. Og så handler det om, at vi politikere har en ret klar fornemmelse af, at der er bred opbakning til Europol til trods for nej’et. Jeg har ikke selv mødt nogle, som har talt imod det, siger Mette Frederiksen.

Politiko lægger liveopdateringerne fra Marienborg i seng for i aften. Tak til dem, der fulgte med.