Københavns Byret har nu sat datoer på en retssag, hvor tre advokater vil sidde på anklagebænken tiltalt for at have begået mandatsvig og skyldnersvig for over 200 millioner kroner.

Ifølge retten bliver den første retsdag afviklet 24. januar 2018 - mere end et halvt år efter at der i juni i år blev rejst tiltale.

Hvis planen holder, bliver sagen først afgjort til maj næste år efter i alt 24 retsmøder.

Det er Bagmandspolitiet, der har tiltalt de tre advokater Susanne Fryland, Johan Schlüter og Lars Halgreen for svindel.

Det skete efter et kollaps i advokatfirmaet Johan Schlüter, som i en årrække administrerede pengestrømmen til de selskaber og personer, der har rettigheder til tv, film og computerspil.

Bagmandspolitiet påstår, at advokatkontoret udnyttede sit hverv som ansvarlig for administrationen af rettighedspengene til at stikke dem i egen lomme.

De tre advokater er tiltalt for at have tildelt sig selv honorarer for 115 millioner kroner og for at have bedraget - via såkaldt skyldnersvig - for 86 millioner kroner.

»Det er heldigvis sjældent, at vi ser sager af denne grove karakter, og vi har derfor nedlagt påstand om, at de tiltalte bliver frakendt retten til at drive advokatvirksomhed,« har vicestatsadvokat Niels Vejlby Nielsen tidligere oplyst.

De tre advokater nægter sig skyldige, har de tre tiltaltes forsvarsadvokater sagt til Berlingske.