I sidste uge bortviste ledelsen i OW Bunker to ledende medarbejdere i virksomhedens datterselskab i Singapore, Dynamic Oil Trading. Chefen for datterselskabet, Lars Møller, havde angiveligt tilstået svindel for flere hundrede millioner kroner, og både han og finansdirektøren var meldt til politiet og bortvist, oplyste bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen.
Fredag kom Lars Møllers advokat, Arvid Andersen, på banen og afviste, at hans klient havde begået bedrageri, og samme melding kommer nu fra den kvindelige kinesiske finansdirektør Kinne Gohs danske advokat, Anders Nemeth, som siger:
»Min klient nægter at have begået noget strafbart, og det er med nogen forbløffelse, at min klient og jeg har kunnet konstatere, at OW Bunkers tidligere ledelse og advokater har meldt ud til offentligheden, at der skulle være begået bedrageri i datterselskabet Dynamic Oil Trading,« siger Anders Nemeth, som ikke vil kommentere sagen yderligere.
»En nærmere redegørelse for, i hvilket omfang man i OW Bunkers hovedkontor kendte til dispositionerne i Dynamic Oil Trading, vil vi først fremlægge under en eventuel dialog med politiet,« siger han.
Det har ikke været muligt at træffe Lars Møllers advokat, Arvid Andersen.
