I dag er det præcis et år siden, at svenskerne fik et nyt medlem i kongehuset.

For den 23. februar 2012 blev kronprinsesse Victoria og prins Daniel forældre, da Victoria nedkom med en velskabt lille pige, der samme dag fik navnet Estelle.

Som det sig hør og bør ved ved en fødselsdag er lille prinsesse Estelle blevet fejret på Haga Slot med kage med et lys i og hele familien samlet omkring sig.

Også moster, prinsesse Madeleine, har på Facebook sendt sin niece en hilsen i form af en ballon med et et-tal, en sommerfugl og en blomst på.

I anledningen af fødselsdagen har det svenske kongehus publiceret helt nye billeder af »Sessan«, som Estelle kærligt kaldes af svenskerne.