- Medier og analytikere spekulerer tilsyneladende i, at jeg skal skifte til Den Danske Bank, skriver han ifølge Reuters i et internt blogindlæg, som nyhedsbureauet har fået fingre i.

- Det er spekulationer uden hold i virkeligheden - jeg føler mig meget forpligtet over for mit arbejde i Swedbank, vi har fortsat mange interessante muligheder at udforske. Så - kort sagt bliver Den Danske nødt til at lede et andet sted efter deres nye CEO, skriver Wolf angiveligt i blogindlægget.

Wolf var rykket helt frem på rygtebørsens favoritliste over Straarup-arvtagere, efter at den svenske kapitalfond Cevian er blevet storaktionær i Danske Bank.

Michael Wolf er tidligere blevet sat ind som topchef i selskaber, Cevian er gået ind i. Han har været topchef i Swedbank siden 2009 og før det har han blandt andet været chef for Intrum Justitia og Skandia, alle selskaber, der har haft Cevian som betydningsfuld ejer.

Ritzau Finans