TYRKIET: Det var rædselsfulde scener, der mandag middag udspillede sig ved et kulturcenter i den tyrkiske by Suruc, der ligger nær grænsen til det borgerkrigshærgede Syrien.
En selvmordsbomber havde udløst sine eksplosiver, hvilket skabte død og kaos i og omkring kulturcentret, hvor mindst 30 mennesker mistede livet, og flere end 70 blev bragt på hospitalet med kvæstelser.
Flere øjenvidner fortæller til internationale medier, at ligene lå spredt rundt omkring i en nærliggende park, mens forvirrede civile løb rundt blandt redningsfolk, der forsøgte at hjælpe ofrene.
»Børnene skreg. Alle folk skreg og løb rundt. Alle var i panik, men prøvede at hjælpe,« siger øjenvidnet Erhan Subasi til CNN.
Den svenske politiker Evin Cetin var til stede i Suruc, da eksplosionen skete. Hun fortæller til SVT Nyheter, at »ligene lå spredt over hele området« foran kulturcentret.
TV: Terror i Tyrkiet: Her sprang bomben:
Advarsel: Stærke billeder.
Tyrkiske myndigheder mistænker den militante terrororganisation Islamisk Stat (IS) for at stå bag bombeangrebet, og det overrasker ikke Evin Cetin, der fortæller, at IS er blevet presset ud af grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet.
»Man ventede egentlig bare på, at IS skulle slå tilbage, og kulturcentret er strategisk vigtig for nødhjælpsarbejdet, der foregår i grænsebyen Kobane,« siger Evin Cetin til SVT Nyheter.
Mandagens eksplosion fandt sted, mens der blev afholdt en konference i kulturcentret.
»Det var en meget voldsom eksplosion. Vi er rystede,« siger Mahmut Boke, der er kommunalmedarbejder i Suruc, til Reuters.
Billeder på Twitter viser flere personer ligge livløst foran bygningen, der huser kulturcentret. Flere af dem er unge kurdere, der arbejdede for at genopbygge den syriske by Kobane, der ligger små ti kilometer fra Suruc.
Den vigtige kurdisk-syriske grænseby blev ødelagt i den tid, hvor netop Islamisk Stat havde kontrol med den. Islamisk Stat har ikke selv påtaget sig skylden for mandagens angreb.