Det var sådan et øjeblik, som amerikanerne har et ramsaltet udtryk for.

Torsdag lyttede det amerikanske senat til eksperter, som fortalte om russisk disinformation, og senator James Lankford, en republikaner fra Oklahoma, stillede et godt spørgsmål.

»Hvorfor tror præsident Putin, at han kan komme afsted med det her nu (...) Russerne har gjort den slags før, men de er meget mere aktive nu. Hvorfor nu?«

De tre eksperter ved vidnebordet betragtede hinanden, som om de godt kendte svaret, men ingen af dem havde lyst til at sige det. Til sidst rakte Clinton Watts hånden op. Han er en ligeud-af-posen tidligere infanteriofficer og antiterror-agent med en slående lighed med Jeff Goldblum i »Jurassic Park.« Watts svarede:

»Jeg tror, at svaret er meget simpelt, og det er, hvad ingen i lokalet har lyst til at sige: De aktive russiske initiativer virker, fordi den amerikanske øverstkommanderende bruger dem.«

Eller med andre ord: Den russiske disinformation virker, fordi Donald Trump får den til at virke.

Amerikanerne kalder den slags øjeblikke for »holy shit.«

Falske kampvogne

Umiddelbart før præsident Obamas fratræden offentliggjorde det danske site KPnet en artikel med en slagkraftig rubrik: »Politisk vanvid: Obama sender 3.600 tanks mod den russiske grænse.« Og artiklen fortjente hver en millimeter i rubrikstørrelsen, for »3.600 tanks« svarer til knap halvdelen af den samlede amerikanske kampvognsstyrke.

»KPnet« er en forkortelse for »Kommunistisk Politik på nettet,« det offentliggøres ifølge sitet af »Arbejderpartiet Kommunisterne på forlaget Oktober« og med en adresse i København, og man behøver ikke være verdensmester i motivlæsning for at se attraktionen i sådan en historie. Den viser om noget sandheden om det aggressive og imperialistiske USA.

På Facebook blev artiklen fra KPnet delt 806 gange, og Jacob Mchangama fra Justitia var den første, som hos Zetland noterede hvem, der ironisk nok syntes at dele artiklen mest - nemlig danske tilhængere af Donald Trump. En af dem er aktiv på Facebook og Youtube, hvor han deler artikler og videoer, som støtter Trump og kritiserer islam, og han delte også artiklen fra KPnet og skrev: »Obama er en total idiot. Putin er heldigvis så klog, at han griner af fjolset.«

De danske kommunister og trumpister finder altså her sammen i et situationens fællesskab: De kan begge bruge den pågældende artikel til hver deres formål - og sådan går det i Danmark, sådan går det i USA, og sådan går det i vestlig politik, hvor vi i øjeblikket ser en ny alliance af et alternativt højre og venstre, som finder sammen.

Ny alliance

Sådan en alliance går på tværs af den måde, som vi normalt tænker politik på.

Traditionelt har »venstre versus højre« været defineret som på den ene side lighed og Karl Marx og på den anden side frihed og Adam Smith og Edmund Burke.

Men den nye alliance ændrer på billedet, som en netop offentliggjort forskningsartikel illustrerer. Kate Starbird og hendes team på University of Washington beskriver, hvad de kalder »det alternative media-økosystem,« og hvordan det pågældende økosystem omkalfatrer traditionel politisk tænkning. Hvor vi f.eks. før definerede os selv i forhold til klasse eller uddannelse, definerer vi nu os selv i forhold til det alternative økosystem - og om vi accepterer eller afviser det.

Starbird og hendes team studerede Twitter og samlede over en ni måneders periode i 2016 alle tweets om masseskydninger og terrorangreb. De optalte 99.474 tweets, som præsenterede en markant anden udlægning af begivenhedsforløbet end det officielle og ofte præget af en ide om konspiration - »et alternativt narrativ,« som forskerne kalder det. De kunne føre de fleste af de 99.474 tweets tilbage til 80 »alternative medier og blogs,« som repræsenterede seks forskellige politiske grupperinger:

- Det alternative højre.

- Det alternative venstre.

- Anti-globalisme

- Hvid nationalisme og antisemitisme

- Muslimske grupper

- Russisk propaganda

De seks grupper er forskellige, men de er enige om noget grundlæggende, som adskiller dem fra andre - og det er det alternative narrativ. Og uanset deres divergerende mål og motiver, så finder de fodslag om en række tilbagevendende temaer, bl.a. en modstand mod globalisme og de etablerede medier, mod navngivne og ofte jødiske rigmænd, og ofte er de også kritiske over for vaccination, GMO og klimaforskningen, skriver forskerne.

Det er »det alternative media-økosystem« og dets hovedaktører, og det er det økosystem, som Rusland direkte eller indirekte opfodrer.

Finsk cyberkriger

Historien om de 3.600 kampvogne er et godt - eller slemt - eksempel på, hvordan det foregår, som det fremgår af en digital-forensisk analyse foretaget af tænketanken Atlantic Council.

De etablerede kendsgerninger er følgende:

6. januar i år landede en amerikansk panserbrigade i Tyskland, og brigaden skulle i de følgende ni måneder deltage i øvelser i Polen og de baltiske lande. Panserbrigaden havde 87 Abrams M1 kampvogne med sig, og derudover skulle omkring 100 kampvogne oplagres i Holland. I alt 180 kampvogne, som medier som BBC, NDR og Der Spiegel også skrev.

Men det alternative økosystem ville det anderledes. En finsk cyberkriger, som er gået i russisk tjeneste i Donetsk, udsendte en artikel med overskriften: »USA sender 3.600 kampvogne mod Rusland,« og indledningen lød: »NATOs krigsforberedelser mod Rusland, Operation Atlantic Resolve, er i fuld sving. I de følgende dage vil 2.000 amerikanske kampvogne blive sendt fra Tyskland til Østeuropa, og 1.600 amerikanske tanks er opmarcheret i Holland. Samtidigt bliver tusindvis af NATO-soldater sendt mod de russiske grænser.«

Fra Donetsk røg artiklen videre, først til andre russiske medier og dækadresser i økosystemet og til sidst ud til ikke-russiske medier og debattører, typisk det alternative højre og venstre, kommunister og anti-globalister, bl.a. Centre for Research on Globalization i Canada, steigan.no i Norge og KPnet i Danmark, og indirekte blev historien en del af debatten i NATO-lande. Det russiske propagandamedie RT beskrev bl.a., hvordan tyske politikere og fredselskere rasede over den massive amerikanske oprustning.

Russiske bots begyndte derefter at spamme sociale medier til med historien. En bot er et stykke software, som automatisk udfører dataoperationer, og Rusland har ti-tusinder af bots, som bl.a. står bag falske adresser og delinger. Prøv f.eks. at skrive »3,600 tanks Russia« i søgefeltet på Twitter, og du vil se en meget lang liste af bekymrede kvinder og mænd, som tweeter om den »vanvittige amerikanske oprustning.« Du vil se, at mange af dem hævder at stemme på Trump eller er fredsaktivister, og du vil se, at mange af dem har et stock-foto som profilbillede, men du vil også se, at mange af dem er rigtige mennesker hos det alternative højre eller venstre i USA eller med følgere hos de pågældende grupper.

Det begyndte med en finsk cyberkriger, som gangede de amerikanske kampvogne med faktor 20, historien blev hvidvasket gennem informationsstrømmen, og det endte i både Danmark og USA med et »alternativt narrativ« i debatten.

Made in Moscow

Men hvorfor bruger både højre og venstre i Danmark og USA informationer made in Moscow?

For præsident Putin er langt fra en ven af hverken venstre eller højre, som tænketanken Brookings skriver i en ny rapport. Han er antitesen til venstrefløjen, og han er også antitesen til »centerhøjre-populismen,« som Trumps chefideolog, Stephen Bannon, kalder sig selv og de vestlige partier, som vender sig mod eliten.

For Putins Rusland er det stik modsatte og minder i model mere om zar-vældet før revolutionen. Syv pct. af befolkningen ejer 71 pct. af alle værdier i Rusland, og som den russiske professor Greg Judin forklarer i Brookings-rapporten: »Putin har bygget et system med en superrig elite, som fra toppen skuer ned på masserne. Deres største frygt er en folkeopstand.«

Putins foragt for populismen er også velkendt. Han mener, at populismen var »den hovedløse høne,« som væltede Sovjet-regimet, og Kreml studerer den amerikanske og europæiske populisme for at undgå den. Tag titlen på et kursus, som russiske politikere og spindoktorer i februar deltog i: »Sådan neutraliserer vi den populistiske bølge: Strategier for at beskytte det regerende parti,« skriver Brookings.

Så hvorfor bruger venstre og højre Putins propaganda? Hvorfor gør Donald Trump, som Clinton Wats sagde ved senatshøringen torsdag. Præsident Putin ønsker ikke at »gøre Amerika stort igen,« han betragter international politik som et nulsumsspil, hvis USA vinder, så taber han, så hvorfor bruger Trump politisk »de aktive russiske initiativer?«

Svaret er genialiteten i den russiske propaganda, selve kernen i RT, Sputnik News og de mange proforma-institutter, aggregatorer og bots, som russerne opererer med: De får vestlige politikere og debattører til at bruge russisk propaganda, fordi vi ikke længere taler om Lenins nyttige idioti, men om noget mere raffineret, nemlig nyttig informatik.

Rusland har ikke opfundet det »alternative medie-økosystem,« det var der i forvejen, og det har i det seneste ti-år vokset sig potent. Kate Starbird fra University of Washington fulgte de alternative grupper i årevis, og som så mange andre grinede hun ofte af deres »mærkværdige udlægninger. Men det var en forfærdelig fejl. Vi skulle have studeret dem i stedet,« siger hun til Seattle Times.

De russiske propagandister så derimod potentialet i det pågældende økosystem. De så, at der var et stort utappet marked blandt brugere, som vil have et »alternativt narrativ,« og det er, hvad de nu gør: De nærer og tilfredsstiller det behov. Tag historien om de 3.600 kampvogne. Den blev ikke tvunget ned i halsen på brugerne; der var blandt det alternative højre og venstre, fredsaktivister, anti-globalister og Obama-hadere et allerede-eksisterende behov for et alternativ narrativ på den amerikansk forstærkning, og Rusland tilfredsstillede bare det behov.

Og det alternative økosystem, det russiske økosystem og narrativ, fylder nu så meget, fordi den amerikanske præsident reelt har garantimærket dem - eller som Clinton Watts sagde: »De aktive russiske initiativer virker, fordi den amerikanske øverstkommanderende bruger dem.«

Sådan et øjeblik er det.