Tilbage i 1940 indgik møbelproducenten Carl Hansen & Søn et samarbejde med en ung og ukendt møbelarkitekt ved navn Hans J. Wegner. Det bør være overflødigt at nævne, at samarbejdet blev en succes.

Den dag i dag producerer Carl Hansen & Søn stadig arkitekttegnede kvalitetsmøbler, og direktør Knud Erik Hansen har, ligesom sin far, der spottede Wegner, et godt øje for unge talenter. I denne måned kan virksomheden derfor præsentere resultatet af et samarbejde med Anker Bak, som har designet gyngestolen Rocking Nest Chair. Møblet forener træ, læder, kanvas og stål i en organisk form og har den ekstra feature, at det kan klappes sammen og sættes væk, når det ikke er i brug.

Anker Baks gyngestol er tegnet med designerens søster for øje. Hun havde brug for en stol, hvor hun kunne slappe af med sin nyfødte baby, og den opgave kastede Anker Bak sig over.

»Jeg har haft fokus på at skabe en kontrast mellem den bløde, ovale læder-kanvasskal, den bløde læderpude og det lette understel i stål og træ, således at stolen har fået et svævende udtryk. Den klare konstruktion gør det samtidig indlysende, hvordan stolen skal klappes sammen,« fortæller Anker Bak i forbindelse med lanceringen af det nye møbel.

Rocking Nest Chair er lavet med et stel i eg eller valnød kombineret med rustfrit stål eller pulverlakeret stål i sort eller hvid, og prisen starter fra 13.495 kr.