Måske kan det synes uretfærdigt at sammenligne juleudsmykninger i kirker med kommercielle markeders.
Kirkerne behøver strengt taget ikke at tiltrække kunder med alt muligt gøgl eller deltage i konkurrencen om den laveste fællesnævner. At mange gør det, er en anden sag. Men i det mindste er der rummene at tage hensyn til. Kirkebyggeri er en fornem arkitektonisk disciplin, der skal forene mange behov og herunder respekten for den kunstneriske udsmykning. De er en del af kulturarven.
Udover det obligatoriske juletræ anvender nogle kirker også forskellige former for julepynt, og en engageret læser har henledt opmærksomheden på Sankt Johannes Kirke på Nørrebro i København. Det viste sig ikke at være uden grund.
Sankt Johannes Kirke er fra midten af 1800-tallet og er arkitekten Theodor Sørensens hovedværk, Kirkens sengotiske stil er stærkt påvirket af Gottlieb Bindesbøll (Thorvaldsens Museum), og den ligger placeret på en hjørnegrund, så den er omgivet af et lille haveanlæg og nabo til den mere mondæne del af Nørrebro; nemlig Sankt Hans Torv med Jørgen Haugen Sørensens skulptur »Huset der regner«.
Kirkens højloftede indre er smukt og lyst helt ned i detaljen som for eksempel J.L. Lunds altertavle, hvor Kristus stiger op gennem en påfaldende lyseblå himmel. Det er sådan et sakralt rum, where angles fear to tread, som man siger, når man skal være varsom med, hvad man foretager sig. Det har Marianne Eriksen Scott-Hansen været meget bevidst om.
Marianne Eriksen Scott-Hansen, der har uddannet på Kunstakademiets designskole og i øvrigt har øvet sig på det med jul ved for nogle år siden at stå for juleudsmykningen hos Birger Christensen på Strøget, arbejder med papirklip. Ikke silhuetter af den fineste slags, skønt hun også har beskæftiget sig med det, men noget der bliver til intense skulpturer. Skulpturerne hænger som sådan ikke ned fra loftet mellem kirken søjler. Nej, de har en egenskab, som om de gestalter sig i rummet. Deres hjerteformede karakter betyder, at de uden at være banalt figurative - det er vanskeligt for en moderne kunstner i kirkesammenhæng - får en karakter af engle. Eller noget. De er tydeligvis udformet organisk og synes at bestå af materialer med en udpræget tekstil og taktil karakter. De har fjer og noget, der ligner rødder, og er tydeligvis ikke af denne verden men så alligevel genkendelige som noget velkomment og trygt.
Blandt de vellykkede greb er, at skulpturerne ikke trænger sig på. De underordner sig rummet og bliver som et kærligt bidrag til det. I princippet er det selvfølgelig mest optimalt, at kirkerum er fyldt af troende. Man kunne endda argumentere for, at kirkerum er smukkest, når de er fyldt. Hvad er bygningskunst, hvis det ikke bruges af mennesker? Men der er nu en særlig kvalitet ved at være helt alene i et tysk kirkerum - og til det bidrager Marianne Eriksen Scott-Hansens lette, svævende former fint.