Intet sted på kloden bliver man ramt så hårdt og så ofte af gigantiske tropiske orkaner som på Filippinerne.

Hvert år går mellem fem og ti af de hastigt hvirvlende lavtryk, som man herude i den vestlige del af Stillehavet kalder for tyfoner, i land i det langstrakte rige af over 7.000 øer og næsten 100 mio. mennesker.

Kolossale vindstød, enorme nedbørsmængder og destruktive jordskred er blevet en så integreret del af den filippinske hverdag, at man i vidt omfang har lært at leve med risikoen – og har indrettet sig derefter.

Et af landets tyndest befolkede områder er således hele østkysten af den i øvrigt meget befolkningsrige hovedø, Luzon. For her går en stor del af tyfonerne fra Stillehavet i land, hvorfor man klogeligt har valgt ikke at anlægge større byer, havne og anden sårbar infrastruktur her. I stedet klumper øens næsten 50 mio. indbyggere sig sammen på Luzons vestlige og centrale områder, hvor bl.a. hovedstaden Manila befinder sig.

Fredag holdt Filippinerne og den halve klode vejret, mens den muligvis kraftigst målte tyfon, der nogensinde har ramt land på Jorden, jog ind over hele den centrale del af øriget, herunder millionbyen Cebu på øen af samme navn.

Middelvinden i den såkaldte supertyfon med det internationale navn Haiyan og det lokale navn Yolanda blev målt til hele 315 km/t, hvor den var mest voldsom. Og i vindstødene helt op til 380 km/t. Til sammenligning var den kraftigste middelvind, der blev målt under den korte, men rekordvoldsomme miniorkan, som ramte det sydlige Danmark forrige mandag, på 142 km/t.

I det centrale Filippinerne blev mindst 150.000 mennesker evakueret, mens myndighederne advarede om, at orkanen muligvis ville være i stand til at løfte biler fra jorden og helt sikkert i stand til at blæse skrøbelige bygninger omkuld og rive træer op med rode.

Samtidig var man på øen Bohol, der lå i tyfonens bane, knap nok kommet sig oven på de katastrofale følger af et jordskælv med en styrke på 7,1 for bare tre uger siden – en naturkatastrofe, der dræbte over 200 mennesker og ødelagde over 70.000 bygninger. Her blev tusinder af mennesker evakueret fra hastigt opførte teltlejre, hvor de har boet siden skælvet.

Mens træer væltede ned over veje og jernbaner og gjorde landtransport næsten umulig over store områder, gik strømmen i talrige provinser med det resultat, at man mistede kommunikationsforbindelsen til millioner af mennesker. Af samme årsag vil det fulde omfang af den dramatiske naturkatastrofe næppe stå klart før lørdag eller søndag. Dertil kom advarsler om stormfloder med højder på helt op til syv meter over dagligt vande.

Hovedstaden Manila slap stort set med skrækken. Herfra sendte den danske videojournalist Gunnar Blaschke fredag eftermiddag dansk tid disse ord til Berlingske:

»Vi bor i Manila, Taguig, hvor varslet er 2 på en skala op til 4. Yolanda passerer faktisk lige i disse timer – omkring 19 Manila tid – men indtil videre regner det »kun« temmelig heftigt.«

Mens det store ørige forsøger at rejse sig oven på den ekstreme gennemblæsning, vil mange begynde at spekulere over, om supertyfonen var et resultat af menneskeskabt global opvarmning.

Hvis det bliver videnskabeligt bekræftet, at Yolanda er den vildeste orkan, der nogensinde er gået på land, siden man begyndte at foretage systematiske målinger, er det bestemt opsigtsvækkende.

Man må heller ikke glemme, at den store filippinske ø Mindanao så sent som i begyndelsen af december sidste år blev ramt af den hidtil voldsomste orkan i det område. Det var supertyfonen Bopha, der med vindhastigheder på op til 280 km/t dræbte op mod 1.000 mennesker og forårsagede omfattende ødelæggelser.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at mennesker kan have haft en finger med i fredagens vilde vejrluner, idet tropiske orkaner bliver næret af energien fra ekstra varmt havvand – det vil sige vand med en overfladetemperatur på mindst 26,5 grader.

Der findes imidlertid ingen dokumentation for, at tropiske orkaner, cykloner og tyfoner er blevet mere talrige eller intense i de senere år. Videnskaben spekulerer udelukkende i en forventning – baseret på omhyggelige modelberegninger – om, at styrken i de kraftigste tropiske lavtryk kan få et nøk eller to opad i de kommende årtier.

Med i overvejelserne bør også høre, at praktisk taget alle historiens værste tropiske orkaner slog til længe før, at begrebet global opvarmning blev almindelig skolelærdom.

Den mest ødelæggende cyklon nogensinde i Det Indiske Ocean kostede i 1970 op mod en halv mio. mennesker livet i Bangladesh, der dengang hed Østpakistan.

Den værste tropiske atlanterhavsorkan i historien raserede Caribien helt tilbage i 1780 og kostede over 20.000 mennesker livet.

Og den mest dødbringende tyfon, der hidtil har ramt Filippinerne, slog til i 1991 og kostede mellem 5.000 og 8.000 indbyggere livet.

Med andre ord kan vi foreløbig udelukkende betragte fredagens rekordkraftige supertyfon over Filippinerne som en smagsprøve på fremtiden – uanset hvor tragiske følgerne blev i dens spor af død og ødelæggelse.