Det var en nyhed, som gav en vis genlyd på de sociale medier og hos underholdningshungrende filmfans.
Tegneserieforlaget DC Comics og filmselskabet Warner kunne for nyligt annoncere, at de har ti superhelte-film i støbeskeen frem mod 2020. Blandt dem »Batman vs. Superman«, »Wonderwoman«, »Lynet« og »Justice League«.
Målet er at smadre konkurrenten Marvel, der ligeledes har mindst ti film på vej de kommende år, eksempelvis opfølgere til »Captain America« og »Guardians of the Galaxy«.
Se, nu er superheltefilm jo ikke en helt ny forteelse. Det seneste tiår har budt på et væld af slagsen – nogle interessante, andre bestemt ikke – men der er ingen tvivl om, at bosserne i Hollywood nu satser hele blockbuster-banken på at hive det ungdommelige popcorn-publikum big-time i biffen med gæve superhelte og muterede superskurke.
Man kan selvfølgelig vælge at se det som en herlig ting, og som sagt er der bestemt superhelte-film, der både er underholdende, nyskabende og medrivende.
Men det hele er også tit meget larmende, overfladisk og lagt an på et vanvittigt effektmageri, som ofte helt udhuler de eventuelle nuancer og finere fornemmelser, som kan være indlejret i de oprindelige superhelte-historier.
Man går tit ud af biografmørket med tømte lommer, bulder og brag i hovedet og en smag af pap og fidus i munden. Og igen, dette er skrevet af én, som virkelig ikke går af vejen for en god, spektakulær popcorn-film.
Superhelten er blevet vor tids eskapist, der med hænderne for ørene skriger »la, la, la, la« til enhver indvending om mådehold, realitetssans og en ny retning i en tid, der stadig er præget af efterdønningerne fra den økonomiske krise.
Logikken synes at være: »Det er dét, de unge vil have – over hele verden – og vi kan pakketere og pumpe det ud i alle kanaler, på alle platforme, i alle indpakninger og fylde vore slunkne lommer.«
At man så forsøger at omklamre det med en Quentin Tarantino-agtig tilgang, hvor kult og kitsch bliver til kunst, for på den måde forsøge at legitimere de milliarder af kroner, der bliver kastet efter filmene, som værende andet end en underholdningsmotorvej designet til at vride penge og klik og likes og hysteri ud af et bevidstløst publikum, virker alt for gennemskueligt. Så dumme er vi trods alt ikke.
Nu bliver der også lavet andre film i Hollywood end dem med superhelte – og heldigvis også mange gode. Men man skal ikke lukke øjnene for den massive muskelkraft, disse film udgør, og faren er, at der bliver længere og længere mellem de virkeligt kreative, kunstneriske nyskabelser i big-budget-skalaen, og at der i det hele taget bliver taget færre chancer.
Mod dén udvikling hjælper der ingen kære Superman.