Supermarkeder vrager Danske Banks mobilepay-løsning
COOP og Dansk Supermarked er ikke overbeviste om, at Danske Banks betalingsløsning Mobilepay er fremtidens betalingsform i supermarkederne.
COOP og Dansk Supermarked er ikke overbeviste om, at Danske Banks betalingsløsning Mobilepay er fremtidens betalingsform i supermarkederne.
Detailkæderne COOP og Dansk Supermarked vender tommelfingeren nedad over for Danske Banks Mobilepay-løsning til erhvervslivet.
Det skriver dagbladet Børsen.
Mobilepay Business gør det muligt for forbrugerne at betale uden at skulle hive kontanter op af lommen. Betalingen kan med den nye løsning foregå via mobiltelefonen. Men Mobilepay-løsningen tager for lang tid, mener kæderne.
»Jeg skal tage min telefon frem, taste en kode, vælge en butik, taste et beløb og så trykke ok. Der er for mig at se ingen tvivl om, at det vil være en langsommere betalingsform end med dankort,« siger René Munk-Nissen, IT-direktør hos Coop, til Børsen.
Hos Dansk Supermarked vægter man også effektiviteten højt, når man skal vælge, hvordan kunderne i de danske supermarkeder skal betale.
»Jeg mener klart, at det er et parameter, vi vil skele til. Kunderne kommer ikke hos os for at stå i kø,« siger kommunikationskonsulent Martin Møller Aamand, Dansk Supermarked, til Børsen.
Både Dansk Supermarked og Coop er i gang med at udskifte samtlige betalingsterminaler, og på de nye terminaler vil man kunne benytte en betalingsform, der på mange måder svarer til det, man kender fra de blå rejsekort.
Desuden kan de nye terminaler modtage en slags wifi-betaling fra mobiltelefoner. Disse betalingsformer går under betegnelsen kontaktløse betalingsformer.
Det er Nets, der står for at udskifte terminalerne i dagligvarekæderne, og her mener man også, at den kontaktløse betalingsform bør stå forrest i køen, hvis dagligvarekæderne går efter hurtig betjening af deres kunder.
»Kunderne vil gerne have en brugeroplevelse, der ligner den fra rejsekortet, hvor man bare holder et kort eller en telefon hen over terminalen – den siger bip og så har du betalt,« siger Kristian Thure Sørensen, chef for Nets’ mobildivision, til Børsen.
I maj 2013 lancerede Danske Bank den private udgave af Mobilepay, og det har indtil videre været en succes. Tirsdag aften var der ifølge Børsen i alt overført 922,5 millioner kroner ved brug af Mobilepay.