Den tidligere landsholdsspiller og Berlingske-sportsredaktør Jens-Carl Christensen mødte engang Hans Aabech på et hotelværelse, og sportsredaktøren fandt fodboldspilleren liggende mageligt i en dobbeltseng foran to larmende fjernsyn. Der manglede ikke noget, og Jens-Carl Christensen gav straks Hans Aabech kælenavnet Baronen.

Og sådan har mange vist husket Hans Aabech lige siden. Som Baronen. 
Men glemmer man ikke nogle gange, at Hans Aabech faktisk i løbet af sin karriere i 70'erne og 80'erne vandt tre mesterskaber med tre forskellige danske klubber. 
Hvidovre, KB og Lyngby.
Det er klasse, ikke sandt?

Jens Madsen vandt også mesterskaber med tre forskellige klubber. Køge-knægten blev født i 1970 - tre år før Hans Aabechs første mesterskab med Hvidovre - og han blev tidligt i 80'erne gaflet af Brøndbys dengang særdeles veludviklede talentafdeling.
Jens Madsen vandt flere guldmedaljer med Brøndby lige inden og på selve Superliga-konceptets fødsel. Han vandt også med AaB i 1995 på hold, der ellers var præget af lokalt opdragede spillere. Og han vandt sørme også guld med sensationsholdet Herfølge under John ’Faxe’ Jensens ledelse i 2000.

Hans Aabech fik kun tre A-landskampe for Danmark.
Jens Madsen fik aldrig en eneste A-landskamp.
AaB’eren Kasper Risgård har heller ingen A-landskampe, og nu fornemmer man måske, hvad jeg lidt kluntet er ved at bygge op.
Kasper Risgård er fyldt 31 år, er noteret for en enkelt ligalandskamp mod Bahrain i 2008 og får næppe et eneste opkald fra Morten Olsen, inden karrieren er slut.
Han har ellers i sin bedste form al den tekniske overlegenhed, offensive næse og flid, man bør forbinde med den position, Niki Zimling uden ret megen kampform fra Bundesligaen har taget på A-landsholdet.
Men Risgård får aldrig sin landskamp, selv om han i sin bedste form er Superligaens bedste centrale midtbanespiller.

Jeg så aldrig selv Baronen i kamp. Men jeg husker nemt Jens Madsen, hvis forrygende betydning for et holds samlede slagkraft heller aldrig fik den anerkendelse, han kunne have fortjent.

Jeg slår på tromme for, at Kasper Risgård er en af de mest undervurderede fodboldspillere i den nyere Superliga-historie, og at hans betydning for et holds sammenhængskraft er strålende.
Risgård vandt mesterskabet med AaB allerede i 2008, da FCK ellers havde et af Superliga-historiens største budgetter, og Risgård scorede og imponerede stort, da AaB voksede videre ude i Europa.  Han var landsholdsspiller dengang. Men han blev aldrig valgt.

Siden forsøgte han sig med et par meget kiksede udlandsophold hos tyske Arminia Bielefeld og græske Panionios, inden han tilbage på Superligaens økonomiklasse var bedste mand hos Silkeborg IF i flere sæsoner. Her undervurderede skiftende trænere ellers også Risgårds power og brugte ham helt forkert som kantspiller.
Midtbanesspilleren vendte i sommer tilbage til AaB, og jeg har kaldt den handel for et af sæsonens bedste. Han spraymaler kvalitet ud over hele midteraksen, har, markerer sig boks til boks med nøgleaktioner, og han skal alligevel lede længe efter bare et anstrøg af hædrende omtale uden for AaBs omklædningsrum, selv om han gør alle andre omkring sig, bedre end de er.
Han gør sine holdkammerater bedre og leverer stort i de største kampe. Kan man egentlig bede om en finere spidskompetence i en holdsport?

Kasper Risgård er den moderne Jens Madsen.  Og træder i de største kampe frem som Baronen. Men selv erfarne fodboldtrænere kan undervurdere, hvad manden egentlig gør for det kollektiv, han repræsenterer. Han er en mand, der kan lave mesterskaber, uden nogen rigtigt gider tale om ham, og nu er han måske ved at bygge et nyt sæt guldmedaljer med AaB.

Jeg er dårlig til at gætte. Men FCM har stadig fordelen. Både Risgård og AaB ligner til gengæld noget, der har ramt topformen på et ret gunstigt tidspunkt.
 
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard