Det er kun otte måneder siden, at Podio med superiværksætteren Tommy Ahlers ved roret blev solgt til amerikanske Citrix for et trecifret millionbeløb. Nu har Tommy Ahlers igen fundet den store tegnebog frem for at føre en ny virksomhed op på iværksætter-stjernehimlen.
»Click A Taxi har et produkt, der er på det rigtige marked. Og det er det første, jeg kigger på, når jeg afsøger investeringsmuligheder. Dernæst kigger jeg på teamet, og jeg må sige, at jeg er rigtig imponeret over ledelsens strategiske overblik og evner til at eksekvere,« siger Tommy Ahlers, der stadig sidder som Vice President of Social Collaboration hos Citrix.
Dermed træder han heller ikke ind og bliver en del af den daglige drift, som han gjorde det hos Podio, men kapitalindskuddet på 1,5 millioner dollar, som han foretager sammen med en anden angel investor, Claus Moseholm, giver ham en plads i bestyrelsen af Click A Taxi.
»De her penge bruger vi på virkelig at sætte gang i internationaliseringen. Vi vil være den første af de her apps, der gælder over hele verden. Uanset hvor du rejser hen, så kan du få en taxa på adressen med vores app. Derefter skal vi sætte kul på markedsføringen, men det kan godt være, vi får brug for yderligere kapital til det,« siger Tommy Ahlers.
Click A Taxi er vokset fra fem til tyve mand på kun godt et år. Virksomheden har udviklet en app, der prajer en taxa til din adresse via telefonens GPS og har i dag mere end 144 millioner potentielle brugere af appen. Og nu skal der for alvor sættes fart på maskineriet.
Ren ønsketænkning
»Der er få serieiværksættere som Tommy i Danmark. Og at få en person som ham, der i den grad har forstået at eksekvere og skalere virksomheder på de globale markeder, er ren ønsketænkning for os,« siger Nikolaj Køster, medstifter af Click A Taxi.
Tommy Ahlers glæder sig over at kunne sætte en streg under, at det danske miljø for business angelser ved at komme med i konkurrencen med ventureselskaberne om de spændende nye virksomheder. ---- »Vi er efterhånden flere iværksættere, der har nogle gode exits bag os, så nu kan vi være med i spillet om investeringer i millionklassen. Det har Berlin og London formået i nogle år, og det er derfor, de er foran os. Men nu er vi også ved at komme med i Danmark,« siger Tommy Ahlers, der for godt fem år siden solgte sin første virksomhed, ZYB, til Vodafone for et trecifret millionbeløb.
Et endnu større millionbeløb hentede hans Click A Taxi-medinvestor Claus Moseholm ved salget af Go Viral til amerikanske AOL.