Man kan blive 90 på mange måder. Den amerikanske tegneserie-legende, Stan Lee, som har været med til at skabe et hav af verdens mest populære tegneseriefigurer, heriblandt Spider-Man og The Incredible Hulk, bliver selvfølgelig 90 på sin helt egen, superhelteagtige måde: Med et ungdommeligt brag og et glimt i øjet.

Ganske vist fik han indopereret en pacemaker i efteråret. I forbindelse med operationen måtte han aflyse adskillige af sine aftaler om at dukke op på tegneseriemesser over hele verden. Og man holdt vejret i tegneseriemiljøet. Var det nu, hans kræfter slap op? Var det nu, man skulle miste manden, der havde kreeret så mange af Marvels allerkendteste og mest elskede figurer?

Niks, det var det ikke. Stan Lee, nu beriget med pacemaker, kom hurtigt tilbage på benene og sørgede straks for at sende en udtalelse ud til sine fans over hele kloden, hvor han med karakteristisk humor og overskud slog fast, at han havde fået indopereret en elektronisk dims i nærheden af hjertet for at blive mere ligesom sin tegneseriefigur Tony Stark (billionæren, som bliver til Iron Man, når han hopper i sin specialfremstillede panserdragt). Samt, ikke mindst, for at være sikker på at kunne holde 90 år endnu.Han blev født i New York 28. december 1922, holdt meget af at skrive gennem hele sin ungdom og drømte om at skrive den store, amerikanske roman. Som 17-årig blev Stan Lee ansat på det forlag, der sidenhen skulle blive til Marvel Comics, og hans første opgaver var at sørge for, at der var blæk i blækhusene og frokost til tegnerne. Allerede året efter havde han dog fået udgivet sin første historie (under navnet Stan Lee), og kort efter blev han forfremmet til redaktør.Godt ti år senere var han dog kørt småsur i sin karriere og overvejede at skifte spor, men så fulgte han et råd fra sin hustru, som han efterfølgende har kaldt det bedste råd, han nogensinde har fået: Han skabte en ny slags superheltefigur, som længe havde rumsteret i hans hoved: en superhelt med menneskelige fejl. Det kunne være et hidsigt temperament, forfængelighed eller bare problemer i skolen. Det førte til figurer som De Fantastiske Fire, The Incredible Hulk og Iron Man samt ikke mindst Marvels mest populære figur, Spider-Man. Og de mere komplekse superhelte førte til nye salgsrekorder for Marvel og et helt nyt publikum, der i den grad kunne identificere sig med de nye figurers menneskelige problemer: at fjumre rundt i det med pigerne og andre dagligdags udfordringer samtidig med, at man skal redde verden.

Gav alle heltene skavanker

At tegneseriesuperhelte har menneskelige fejl og problemer, som de skal tumle med, synes helt normalt i dag. Det siger blot noget om Stan Lees enorme indflydelse. Og den muntre, pacemaker-modificerede 90-årige er stadig i fuld sving: I år har han blandt meget andet indgået et samarbejde med Los Angeles’ største tegneseriemesse samt lanceret sin egen YouTube-kanal. Han har kunnet opleves i cameo-roller i to af årets store premierefilm, ’The Avengers’ og ’The Amazing Spider-Man’, og optræder også som spilbar figur i det nyeste Spider-Man-spil. Og til næste år vil han igen kunne opleves på lærredet, når ’Iron Man 3’ får premiere.

Han bliver næppe 180 år gammel, på trods af sin optimisme. Men en form for superkræfter har den fantasifulde og altid positive 90-årige tydeligvis.