Jeg har gennem nogen tid fulgt debatten om såkaldt sugardating, hvilket måske bedst kan defineres som relationer, hvor der bevidst udveksles andre ydelser end penge for sex, typisk hvor det er kvinden, der leverer sex som modydelse for en række varer eller tjenesteydelser, typisk leveret af manden.
Dermed er sugardating et grænseland mellem almindelig dating og prostitution, og at - især unge - kvinder hooker op med en »sukkerfar«, der kan forsøde tilværelsen, er vel egentlig et lige så gammelt fænomen som verdens ældste erhverv. I disse år dog mere udbredt og mere sat i system gennem de allestedsnærværende datingsites.
Det er næsten forudsigeligt, at nogle også har være entreprenante nok til at sætte sugardating i cybersystem, ligesom vi så det ske med utroskab. Sidstnævnte faciliteres bl.a. af netsider som Victoria Milan med signatursætningen: »Gør livet levende, hav en affære« hvilket intensivt stønnes af sted i radioreklamer osv.
Mange indlæg om sugardating er bragt ovre hos Information, hvor senest cand.scient.anth. Rikke Louise Knudsen ser nærmere på de økonomiske aspekter, og anskuer sugardating som den »intime deleøkonomis næste udviklingstrin«, og ser sugardating som en del af en større tendens til bytte- og deleøkonomi, hvor sugardating bringer ressourcer i spil, der traditionelt tilhører intimsfæren, uden om den traditionelle »penge for varer«-økonomi.
Sugardating er dermed ifølge Rikke Louise Knudsen en forlængelse af den i forvejen tilstedeværende bytteøkonomi i intimsfæren, som f.eks. når vi lejer vores hjem ud på AirBnB, bytter hundeluftning og plæneklipning på private Facebooksider eller sælger vores brugte babytøj videre i Den Blå Avis (!) Vi kapitaliserer såmænd bare vores ressourcer fra intimsfæren - og det er sugardating tilsyneladende en meget naturlig forlængelse af.
GODT SÅ. Nu har jeg efter bedste overbevisning refereret Rikke Louise Knudsens synspunkter om sugardatings betydning, som jeg har læst dem, og jeg konstaterer, at ærindet er at gøre opmærksom på, at »det er naivt eller dobbeltmoralsk at fastholde et syn på at sælge sex som særligt korrumperende og problematisk.« Ergo er det ikke synderligt problematisk for hverken kvinder eller mænd at indlade sig på et sugardating-forhold, må jeg konkludere.
Jeg anerkender til fulde, at mennesket er en mangfoldig størrelse med mange forskelligartede lyster og præferencer, og at ja, nogle sikkert trives fint med at bytte et knald for et køleskab eller hvad man nu måtte mangle. Ligesom jeg anerkender, at det er utrolig nemt at tænke og lyde som en snerpet gammel kone, der kaster sine åbenbart naive og dobbeltmoralske tanker op, ud over tastaturet.
Men hvis jeg skal følge tankegangen til dørs: Hvis vi nu blot er nået til endnu en ny, dadelfri »naturlighed«, der udvider de næste generationers muligheder for at kapitalisere deres seksuelle kompetencer, skal vi så ikke bare se at få indføjet også sugardating som erhvervsmulighed i »Hvad kan jeg blive« på lige fod med ingeniør eller pladesmed, hvilket i øvrigt burde have været et minimumskrav for »prostitutionstilhængere« for længe siden. For når det er så uproblematisk at være enten prostitueret eller sugardaddy eller »-daughter«, så kan vi da ligeså godt gå hele vejen og anbefale det som en karrierevej til vores børn, ikke sandt?